Nyt speciale til unge med udlængsel

Dania lancerer et helt nyt speciale i Horsens i International Business Communication, hvor de studerende kan få deres rejsedrømme opfyldt med praktik i udlandet.
nyhed

Den toårige videregående uddannelse til handelsøkonom får i Horsens nu et tredje ben at stå på. Erhvervsakademi Dania udbyder i dag de to specialer i Event Management og E-handel, men fra september kommer også International Business Communication til. 

Foruden fag inden for handel, salg, markedsføring og kommunikation vil det nye speciale rumme fag som business engelsk, international networking, kommunikation, integration i fremmede kulturer og kulturforståelse. Disse fag er nødvendige for, at de studerende er klædt godt på til at tage deres otte måneders virksomhedspraktik i udlandet.

”25 procent af vores studerende tager deres praktik udlandet, og det vil det nye speciale i særdeleshed klæde dem godt på til. Med denne uddannelse får de studerende en unik mulighed for at rejse og samtidig få en videregående uddannelse. Vi har flere studenter, som efter deres gymnasiale eksamen vælger handelsøkonom-studiet og praktik i udlandet i stedet for at tage et ufaglært job, spare op og så rejse ud,” forklarer studievejleder Merete Blauenfeldt fra Dania i Horsens.

Praktik i udlandet giver selvtillid
Virksomhedspraktikken langt væk hjemmefra giver nemlig uvurderlig viden om sprog, kommunikation og kulturforskelle, ligesom at det er meget udviklende for de studerende.

”De studerende lærer utroligt meget af at stå på egne ben i otte måneder i et andet land. Både om landet og den virksomhed, de arbejder for, men også om dem selv. For ’hvem er jeg, når jeg ikke har mine forældre og venner tæt på’? Vi kan se, at de studerende tager kæmpe spring og udvikler sig fra at være lidt usikre unge til at være selvsikre og selvbevidste voksne,” siger Merete Blauenfeldt med et smil.

I øjeblikket er der studerende fra Dania i Horsens i praktik i England, Canada, Indien, Australien, Spanien og Tyskland. Dubai og Nepal har også dannet ramme for andre studerende i udlandet, hvor de tager deres SU med sig.

Læs mere om uddannelsen og specialet, og søg ind inden d. 5. juli via optagelse.dk

 

30.03.15