Dimittend i job: Iværksætter med eget barfirma

Iværksætter Simon Kristensen har altid gang i et nyt projekt. Lige nu har han succes med virksomheden Thirsty, hvor han bruger sin viden fra tiden som bachelor-studerende på Erhvervsakademi Dania
Af Henrik Pahus, underviser, og Anne-Mette Gyldenløv, journalist
nyhed

29-årige Simon Kristensen fra Randers kan se tilbage på det foregående halve år med stor tilfredshed. Først og fremmest, fordi han efter sommerferien opnåede titlen som bachelor i International Hospitality Management fra Erhvervsakademi Dania i Randers og dermed afsluttede 3½ års intense studier.

Derudover kan Simon Kristensen bryste sig af, at han samtidig er sprunget ud som selvstændig.
Han og kollegaen Casper Jakobsen har fået godt gang i deres nystartede virksomhed Thirsty I/S. Det er en internetbaseret virksomhed, der via hjemmesiden tilbyder komplette mobile cocktailbar-løsninger til alle arrangementer.

Vi tog en snak med Simon Kristensen om hans baggrund, og hvad der fik ham i gang som selvstændig.

Hvad lavede du før Dania?
”I løbet af min studentertid begyndte jeg at indsamle erfaring i restaurations- og festivalmiljøet. Derfor valgte jeg at læse til serviceøkonom med speciale i sport- og eventmanagement og senere den internationale bachelor på Erhvervsakademi Dania.”

Hvad har du fået ud af din studietid?Simon Portraet Ved Bar Smaa

”Der er ingen tvivl om, at jeg via uddannelserne på Dania har fået væsentlig større indsigt og viden om forskellige områder, der er tilknyttet restaurations- og eventbranchen. Her tænker jeg især økonomisk og ledelsesmæssigt, men i høj grad også strategisk som fx hvilke strategiske tiltag, en virksomhed kan tage, og hvordan de føres ud i livet. Uddannelserne har givet mig mange værktøjer, jeg i dag bruger som selvstændig, og specielt igennem de forskellige praktikophold på uddannelserne har jeg udviklet mine kompetencer.”

Hvad med fremtiden?

”Pt er planen bare at have fokus på Thirsty og skabe et attraktivt produkt og så udvide Thirstys aktiviteter til erhvervslivet, skolefester og events rundt i Danmark. Jeg har stadig mange tanker og ideer, som jeg skal have prøvet af i Thirsty, og som jeg hver dag skriver ned. De kan være store og små, men de bliver alle gemt til en tid, hvor de måske får en chance. Så jeg tror ikke, at jeg kommer til at kede mig. Og jeg har jo stadig min store drøm til gode om at vilel arbejde med musikevents. Om jeg skal skabe noget selv, eller om jeg kommer ind i en virksomhed, må tiden vise. Men der er altid et nyt projekt at tage fat på,” smiler han.

Dimittender får job

96 % af de studerende på erhvervsakademier i Danmark har deres første job inden for et år.

På Dania er disse især hurtigt i job:

100 % af alle automationsteknologer, der blev færdig i sommer, har fået job

93,5 % af alle optometrister, der blev færdig i januar, har fået job

92,7 % af alle finansøkonomer fra Hobro, der blev færdige sidste år, er i job

88,5 % af alle produktionsteknologer, der blev færdig sidste år, er i job

87,5 % af alle VVS-installatører, der blev færdig sidste år, er i job