Nyuddannet logistikøkonom sikrer sig job

Første hold logistikøkonomer bliver nu færdige på Erhvervsakademi Dania. For Mads Andersen fra Hobro er eksamensbeviset lig med et nyt liv som kørselsassistent ved Dagrofa, hvor han skal matche over 1000 paller om dagen med antallet af lastbiler
Af Anne-Mette Gyldenløv, journalist
nyhed

Champagnepropperne springer i disse dage lystigt på Erhvervsakademi Dania i Hobro, hvor blandt andre logistikøkonomer bliver færdige med deres toårige videregående uddannelse.

En af dem er Mads Andersen fra Hobro, der har ekstra meget at fejre. Efter sin praktik ved Dagrofas kørselskontor i Vejle har han fået job i afdelingen, hvor han skal starte på 1. juli. Her skal han sørge for, at over 1000 paller om dagen med varer til butikker som Kiwi, Meny og Spar kommer til at passe med antallet af lastbiler.

”Det er os, der til enhver tid ved, hvor alle paller er, og hvor de skal hen. Jeg skal sikre, at alt er klar til chaufførerne, lave aftaler med eksterne transportører, sætte turene op, og skulle en chauffør ikke kunne finde en palle, går jeg også ud og kigger efter den.  Der er med andre ord meget at holde styr på, men jeg glæder mig rigtig meget,” smiler 22-årige Mads Andersen, der siden år 2010 har arbejdet i Kiwi i Hobro og derfor kender Dagrofa-koncernen særdeles godt.

”Jeg har arbejdet i butik så mange år, så det kunne være spændende at bygge videre på den viden, jeg har. Som logistikøkonom bliver vi udlært i hele forsyningskæden, så uddannelsen virkede oplagt for mig,” fortæller Mads Andersen, der fremhæver det sociale miljø og de nye venner på holdet som noget af det bedste ved uddannelsen.

Får hjælp til at finde job

Mads og ni andre er det første hold, som bliver færdige som logistikøkonomer fra Dania, og selvom en ny videregående uddannelse altid udfordrer, er campuschef Jens Peter Dahlgaard tilfreds med forløbet.Jens Peter Dahlgaard Campuschef Web

”Det har været spændende og udfordrende at starte uddannelsen op. Ingenting vokser ind i himlen fra dag 1, men alle studerende kom i praktik, og flere er nu på vej i job. For os er det ikke kun et succeskriterie, at de studerende får en uddannelse, men også at de får job efterfølgende,” siger Jens Peter Dahlgaard og forklarer, at Dania nu går i gang med at hjælpe de, der mangler arbejde, via forskellige netværk.

På landsplan er kun 14,6 procent af uddannede logistikøkonomer ledige et år efter endt uddannelse, og for Mads Andersen har et job efter studietiden også været et succeskriterie.

”Jeg har en høj arbejdsmoral og kan godt lide, at der er gang i den, så jeg ser meget frem til at starte i Vejle på fuldtid,” slutter han.

Der er ansøgningsfrist til uddannelsen den 5. juli kl. 12.00 via optagelse.dk.