Optikeruddannelse laver international samarbejdsaftale

Optikerhøjskolen på Erhvervsakademi Dania har lavet samarbejdsaftale med det anerkendte Aston University
Af Anne-Mette Gyldenløv, journalist
nyhed

De smiler ekstra stort på Erhvervsakademi Danias videregående uddannelse i optometri for tiden.

I forbindelse med kvalitetssikringen af optometriuddannelsen med eksterne eksperter i maj i år, er det efterfølgende lykkes at lave en bilateral samarbejdsaftale med det anerkendte engelske universitet Aston og deres ” School of life and health sciences”. Dette ikke mindst takket være det gode indtryk, som Dr. Frank Eperjesi, BSc, Ph.D., MBA fik under evalueringen.

”Det er en fantastisk aftale at have fået i hus og ikke mindst et kæmpe akademisk skulderklap til vores afdeling,” siger optometri’s studieleder, Ole Ravn, glad.

Aftalen gør det muligt for Danias undervisere på optometri at dele viden, samarbejde og blive udvekslet til Aston University. Når de har fået et endnu bedre kendskab til Astons miljø, studie og læringsforløb, bliver det med aftalen også muligt for danske studerende at komme på udveksling et semester til det engelske universitet. Samtidig bliver det muligt for Astons studerende at komme til Randers og blive klogere.

”Det giver rigtig god mening, at vores undervisere kan komme til Aston og blive klogere, ligesom at Astons undervisere forhåbentlig vil opleve, at vi også har en unik viden, som de kan få glæde af. At det samtidig giver nye udvekslingsmuligheder for vores studerende gør bare aftalen endnu bedre,” forklarer Ole Ravn. 

Men det er ikke sådan, at vi bare kan sende hvem som helst afsted, da de studerende skal kompetenceafklares og blandt andet godkendes af Danias internationale afdeling.

Se mere om Aston University her http://www.aston.ac.uk/lhs/