Optometri er mere end butik

Optikere arbejder ikke kun i butik. Det viste Daniel Mikkelsen frem som svagtsynsoptiker til Optometriens dag
nyhed

”Nahj hvor er de sjove! Ha ha! Hvad er det egentlig?” spørger Deborah Francis og tager et par meget specielle briller op.

”Det er tv-briller fx til folk med en styrke på minus 22. Her i siden er der et hul, som gør, at man kan indstille dem ligesom en kikkert og zoome ind på det man gerne vil se,” forklarer Daniel Mikkelsen.

Han er uddannet optometrist fra Optikerhøjskolen på Erhvervsakademi Dania og arbejder i dag ved Center for Syn og Hjælpemidler i Aarhus.

Daniel Mikkelsen havde taget masser af udstyr med til Optometriens dag, så de studerende sammen med hans oplæg kunne få et indblik i hans verden.

Sjove Briller

”Mit job er meget anderledes end at være i butik. Jeg laver for eksempel briller til folk med invaliderende lysfølsomhed, der har brug for gå med kasket og hvad der svarer til at have en grå brille og to par solbriller ovenpå hinanden - bare for at kunne holde ud at være indenfor. Jeg har blandt andet også isat en kontaktlinse i styrken +18 på et spædbarn på seks måneder,” fortæller Daniel Mikkelsen.

Han håber, at dagen kan få flere til at vælge svagtsynsområdet.

”Der kommer flere og flere ældre, der har særlige behov, og samtidig trænger svagsynsbranchen til at få frisk blod ind, da vi ikke er mange og de store årgange er på vej på pension,” siger han.