Patrick arbejder som handelsøkonom i Spanien i praktikperioden

Patrick Blach på 22 år fra Viborg valgte Handelsøkonomuddannelsen på Erhvervsakademi Dania i Silkeborg, da han gerne vil arbejde med internationalt salg. ”Nogle af vores fag forbereder os til det internationale marked, så for mig er det, det perfekte match. Og så er de otte måneders praktik guld værd, ” fortæller Patrick fra Malaga.
nyhed

Patrick læser til Handelsøkonom og er nu i praktik i Spanien

”Praktik er rigtig fedt,” siger Patrick og fortsætter: ”Man får mulighed for at bruge, hvad man har lært på studiet til dagligt i en virksomhed. Samtidig lærer du en masse nye ting, der synes unikt for erhvervslivet, og som ikke rigtigt kan læres på skolebænken. Specielt udlandspraktik er rigtigt spændende for mig.”  Aftalen kom i stand igennem virksomhedskonsulent Hanne Hoberg fra Erhvervsakademi Dania i Silkeborg i et samarbejde med Venga Travel i Spanien.

Praktikopgaverne består af markedsføringen af Club de Hielos aktiviteter i området til den internationale befolkning fra Norden og bl.a. England og Tyskland. Derudover er der salgsopgaver, som betyder at Patrick tager ud til potentielle kunder og fortæller dem om virksomheden og dens produkter for at få en aftale på plads.

 Fra powerpoint til salgsansvar

”Det har udviklet sig rigtigt hurtigt,” fortæller Patrick glad. ”Det startede med, at jeg blev bedt om at lave noget så simpelt som en PowerPoint præsentation. Herefter skulle jeg selv finde nogle folk at vise den til. Jeg tog kontakt til byens udlændige-råd, hvor jeg fik aftalt et møde med chefen. Mødet var meget succesfuldt, hvorefter jeg fik adgang til hele deres netværk af udlændinge og foreninger i området, og herefter blev mit ansvar udvidet mere selvstændigt. Det er super fedt at kunne mærke sådan en tillid fra en virksomhed, hvor man sidder som praktikant.”

 Uddannelse er nødvendig

Patrick har aldrig været den store ”skole-entusiast”, men var klar over at en uddannelse var nødvendig. Derfor passede det ham også godt, at Handelsøkonomuddannelsen kun tager et år og har otte måneders praktik. Han synes, at det første år gik rigtigt godt, bl.a. fordi han mødte nye mennesker og fik udvidet netværket med en masse spændende personer.

Patrick Blach har en HHX gymnasial eksamen som baggrund, og boede i Viborg, mens han læste på Dania i Silkeborg. ”Pendlerturen var ikke så slem, så længe at man er forberedt på en times transport og at skulle tidligt op. Nogle gange kørte jeg også med nogle af de andre fra Viborg. Jeg flyttede ikke til Silkeborg, da jeg kun skulle gå der i to semestre. Silkeborg er en skøn by.” 

 Hovedopgave om det spanske marked og så måske til Australien

”Det er jo ideelt at tage udgangspunkt i hvad jeg har arbejdet med i otte måneder, når jeg skal lave hovedopgaven. Der er mange udfordringer i Spanien med markedsføringen og den svingende økonomi,”  siger Patrick. Efter eksamen er det hans drøm er at tage til Australien og arbejde i sin fars virksomhed, som han selv har startet op med nye og innovative produkter. ”Generelt er jeg åben for det meste. Jeg har valgt at sige, at det er dette fag og område jeg vil arbejde med, og allerhelst til den professionelle kundegruppe B2B.”