Papir på evner lokker til studie i Skive

Personlig udfordring, papir på egne evner og flere karrieremuligheder har fået 45-årige Anders Levring fra Mammen ved Bjerringbro til at søge ind på den videregående uddannelse til produktionsteknolog på Erhvervsakademi Dania
Af Anne-Mette Gyldenløv, journalist
nyhed

”Jeg laver det samme, som en produktionsteknolog gør, men jeg har ikke papirer på det.”

Så kort kan det siges, og så kort kan Anders Levring på 45 år forklare, hvorfor han har søgt ind på den 2-årige videregående uddannelse til produktionsteknolog på Erhvervsakademi Dania i Skive.

Som uddannet landmand og maskinarbejder har han prøvet lidt af hvert i sin karriere. De sidste ti år er gået ved Predell i Ans, der laver konstruktioner af intelligente vakuumløsninger til robotter. De bruges i alle typer af industrier, hvor der skal laves vakuumløft.

I virksomheden har han stået for ordrehåndtering, salg, konstruktion i tegneprogram, service, indkøb, koordinering med underleverandører og kvalitetskontrol af maskindele i Kina.

Med andre ord: Alt det, man også kan arbejde med som uddannet produktionsteknolog.

”Det gjorde en bekendt mig opmærksom på og anbefalede uddannelsen til mig, og selvom det bliver hårdt, glæder jeg mig til at blive udfordret på ny. Det er godt for hovedet,” smiler Anders Levring.

Fuld opbakning hjemmefra

Anders Levring Med Ting Han Selv Har Tegnet Og Udviklet Til Produktionen Web

Han har søgt om at komme på en særlig job- og studieordning, hvor alle kompetencer bliver afklaret, og undervisningsforløbet derudfra bliver tilrettelagt. Det betyder, at han beholder sit fuldtidsjob ved siden af studiet.

”Jeg frygter da, hvordan det kommer til at gå med at balancere begge dele. Heldigvis har jeg fuld opbakning derhjemmefra, og mine kolleger synes, at jeg er modig, at jeg tør kaste mig ud i endnu en uddannelse. Det er en personlig udfordring, og det vil fremadrettet give mig flere muligheder for at udbygge mit netværk og karriere,” fortæller Anders Levring.

Ligesom alle andre ansøgere til de videregående uddannelser får han svar om optagelse den 30. juli kl. 00.01.