Produktionsteknologer udvikler bæredygtig børnenatlampe

Børn kan med bæredygtig natlampe fra Danias produktionsteknologer sove trygt i fremtiden. Et projekt om produktudvikling på Erhvervsakademi Dania i Skive gik så godt, at tre studerende nu har startet egen virksomhed, der laver 100 % genanvendelige produkter.
nyhed

”Design uden affald” var temaet for en produktudviklingsopgave for produktionsteknologerne fra Erhvervsakademi Dania i Skive. For tre studerende, Allan Munk, Christian Laursen og Mikael Kristensen, blev den opgave begyndelsen på deres egen virksomhed, der laver brugsgenstande til hjemmet - uden affald. Alt materiale skal kunne genanvendes i nye produkter.

”Forbrugernes købsvaner går i disse år i retning af mere ansvarsbevidsthed i forhold til miljø, så vi kan se et stort kommende marked for vores cradle2cradle-produkter,” fortæller Mikael Kristensen.

Børnelampe giver tryghed
Udgangspunktet er en børnelampe, der ligesom selvlysende stjerner, man kan klæbe i loftet, kan optage dagslys og bagefter lyse op i et mørkt rum. På den måde koster lampen ikke strøm og giver samtidig en dæmpet belysning, der gør mørkerædde børn trygge.

”I løbet af et helt år kan det være rigtig dyrt i strøm at have en lille lampe tændt på børneværelset hele natten. Lampen er lavet af et særligt pulver, der gør, at man kan sætte den 10-15 minutter i vinduet og optage dagslys, og bagefter stille den ved siden af barnets seng i et mørkt soveværelse,” forklarer Allan Munk.

Det var en idé, som ikke kun de studerendes underviser Louise Vilsgaard kunne se potentialet i. Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter samt Det Grønne Iværksætterhus ved Roskilde hjælper produktionsteknologerne med netværk, kunder, støtte og et længerevarende mentorforløb.

”Det er gået meget hurtigt. Nu er det ikke kun en børnelampe, men også en vinreol og en stol, vi arbejder med. Alle produkter skal være praktiske, funktionelle og skal kunne genbruges,” siger Christian Laursen.

Forskellige baggrunde giver gevinst
Aldersmæssigt spænder de tre virksomhedsejere fra 27 til 41 år, og mens Allan Munk har været kleinsmed, har Mikael Kristensen været teknisk designer, og 29-årige Christian Laursen har i syv år været driftstekniker ved Grundfos. De mange forskellige baggrunde har kun været en fordel i processen med virksomheden:

”Det er nemt at få ideer, når man kommer med hver sin bagage. Vi havde aldrig lært hinanden at kende, hvis ikke vi læste til produktionsteknolog sammen her i Skive. Jeg havde godt nok ikke regnet med at være virksomhedsejer otte måneder inde i uddannelsen, men sådan kan man jo blive overrasket,” siger Christian Laursen og smiler til de to andre.

Lige nu designer og udvikler de tre produkter ved at undersøge forskellige materialers genanvendelighed, og hvordan man kan bearbejde dem. Det har taget længere tid end først antaget, og den slags gør det indimellem vanskeligt at være både virksomhedsejer og studerende.

”Vi bruger den tid, vi kan på virksomheden. Vi skal også passe studiet og vores opgaver her, så vi er generelt pressede på tid. Der er mange ting, man ikke kan forudse, før man står i det, men vores undervisere er søde til at støtte os. De kan godt se, at vi lærer meget at de processer, vi gennemgår,” fortæller Christian Laursen.

Der er stadig lang vej til, før et færdigt produkt såsom børnelampen er på markedet, da det er en udfordring at finde den rigtige samarbejdspartner til produktionsdelen og det helt rigtige design.

”Men vi håber, at det er færdigt og klar om et år, så vores arbejde kan begynde at generere noget løn til en eller flere i virksomheden. SU’en kunne godt bruge et supplement,” smiler Mikael Kristensen.

Arbejdstavlen vidner om mange ideer.

pt tavlen