Projektkoordinator

Mød 41-årige Tanja Brandt, der er uddannet handelsøkonom, og i dag har fundet sit drømmejob som projektkoordinator ved afdelingen for Uddannelse og Arbejdsmarked i Horsens Kommune
nyhed

Hvorfor valgte du handelsøkonomuddannelsen?                    

Jeg tog uddannelsen til handelsøkonom, der havde speciale i eventmanagement, da jeg havde et stort ønske om at komme til at arbejde inden for event-området.
Jeg er oprindeligt uddannet blomsterdekoratør. Men lige før uddannelsen var jeg ansat hos Depeche, der designer skindtasker og skindbælter. Jeg var både på lageret og på kontoret. Jeg havde mange alsidige opgaver, herunder også planlægning og deltagelse i messer i både ind og udland.
Derudover havde uddannelsen en del fag, jeg kunne relatere til fra mit job hos Depeche - logistik, markedsføring, indkøb, eventmanagement - og derved kunne jeg bygge videre på den viden, jeg havde derfra.                                        

Hvor var du i praktik, og hvad lavede du der?

Jeg var i praktik hos Spinderihallerne i Vejle. Det er et utrolig spændende hus, og jeg har lært rigtig meget i de otte måneder, jeg var i praktik. Primært var jeg projektkoordinator på et forløb for iværksættere (design). Jeg arbejdede også med planlægning og koordinering af foredrag/konferencer i huset.

Hvordan bruger du din uddannelse i dit nuværende job ved kommunen?

Jeg arbejder primært med større arrangementer på skoleområdet. Det kan bl.a. være Uddannelsesmesse i Forum Horsens med ca. 4000 besøgende, Skolernes Krimimesse på Fængslet for alle 7. klasser i Horsens Kommune. 
Jeg tror, at mange ting, jeg har lært under uddannelsen, bruges ubevidst flere gange, end man aner det. Rent fagligt bruger jeg markedsføring, jura, eventmanagement, kommunikation samt lidt økonomi.  

Hvad var det bedste ved dit studie?

Jeg har været rigtig glad for studiet, men hvad det bedste er… det må være de dejlige mennesker, jeg har mødt og det netværk, jeg har fået opbygget.  

Hvorfor skal andre læse til handelsøkonom?

Fordi det er en alsidig uddannelse, der kan bruges i forskellige retninger

Hvor er du om 5 år?

Jeg arbejder stadig med event og planlægning - gerne som projektleder.