Riis-talent kombinerer cykelkarrieren med online-studier

Andreas Hyldgaard Jeppesen satser benhårdt på en professionel cykelkarriere, og samtidig vil han med en videregående uddannelse til finansøkonom hos Erhvervsakademi Dania sikre sin fremtid efter den sportslige karriere
Af Heidi Qvistgaard Dalbjerg
nyhed

Han er et stortalent og kan allerede notere flere sejre. Andreas Hyldgaard Jeppesen er i dag deltidsprofessionel på Team VéloCONCEPT, hvor Bjarne Riis er holdejer. Der er heller ingen tvivl hos den kun 21-årige atlet om, at det er karrieren på cyklen, som har den højeste prioritet.  

”Min førsteprioritet er at blive fuldtidsprofessionel cykelrytter og leve af det. Men lige nu, hvor jeg stadig har lidt fleksibel tid ved siden af cykelsporten, vil jeg gerne bruge min tid fornuftigt, så jeg ikke står som 26-årig helt uden videregående uddannelse. Hvis det nu ikke skulle lykkes at blive fuldtidsprofessionel, så vil jeg gerne have en god base at starte en anden karriere på,” reflekterer han.

Andreas Hyldgaard Jeppesen, der har en 3-årig HHX i bagagen fra Handelsskolen i Herning, har gennem et iværksætterprojekt med en onlineshop, som sælger vin og vintilbehør, fundet ud af, at han godt kan lide at arbejde med økonomi.

Derfor faldt han over den korte videregående uddannelse til finansøkonom, som han ved Erhvervsakademi Dania kan læse online, så det passer ind i træningskalenderen, som allerede nu som deltidsprofessionel byder på 100-150 rejsedage om året.

”På online-studiet kan jeg træne om formiddagen, hvor mit energiniveau er højt. Og så kan jeg læse om eftermiddagen i stedet for at se en eller anden serie, som jeg alligevel ikke lærer noget af,” konstaterer han nøgternt.

Stor opbakning til studie-ambitionerne

Ligesom Andreas Hyldgaard Jeppesens familie bakker ham op i ambitionerne om at blive fuldtidsprofessionel cykelrytter, er der også fuld støtte til, at han nu vil til at studere samtidig.

”Jeg vil gøre alt for at komme til at leve af cykelsporten, men der er jo ikke nogen garanti for, at det lykkes, så min familie synes, det er en rigtig god idé, at jeg tager en uddannelse, for det giver mig noget at falde tilbage på, hvis cykelkarrieren ikke skulle blive til noget,” smiler han.

Og det er ikke kun familien, der bakker Andreas Hyldgaard Jeppesen op. Det gør hans hold Team VéloCONCEPT også.

"Vi er rigtigt glade for, at vores ryttere også tager en uddannelse, da det er vigtigt for os, at de bliver hele mennesker og ikke kun cykelryttere. Det kan være hårdt både at være cykelrytter og studerende samtidig, men det er godt for de unge ryttere, at alt, de laver, ikke går op i cykling. Cykelryttere oplever og lærer meget af at leve som professionelle atleter, og det kan helt sikkert overføres til et studie, og som studerende får du også færdigheder, der kan bruges, når du er en seriøs atlet,” siger sportsdirektør på Team VéloCONCEPT Michael Skelde.

Fremtiden som cykelpensionist

Når cyklen på et tidspunkt bliver sat i garagen, vil Andreas Hyldgaard Jeppesen skabe sig en civil karriere med udgangspunkt i uddannelsen som finansøkonom fra Erhvervsakademi Dania.

”Uddannelsen er rimelig åben, den giver et bredt fundament, og den lukker ikke rigtigt nogen døre. Jeg vil formentlig bruge den som base til en karriere inden for cykelsporten på en eller anden måde. Som jeg har det nu, så kan jeg ikke forestille mig, at jeg bliver træt af den verden, og jeg er ret sikker på, at jeg kan bidrage med et eller andet. Men om jeg kommer til at lave noget økonomi eller noget andet, det ved jeg ikke,” siger han.

Andreas Hyldgaard Jeppsen ser også muligheden for at læse videre oven på finansøkonom-uddannelsen, når han en gang sætter cyklen i garagen. Men inden han kommer så langt, så glæder han sig til at cykle videre og til at komme til at studere igen. Også selvom han udmærket ved, at det bliver hårdt at kombinere cyklen med bøgerne.

”Det var også hårdt at læse HHX på de normerede 3 år ved siden af min cykelkarriere, men jeg klarede det. Nu har jeg fået blod på tanden igen til at studere og blive klogere, og jeg ved, at jeg også nok skal klare det her,” smiler han.