Hotel Manager på Grønland

Mød her Allan Majholm på 35 år, der er uddannet serviceøkonom og i dag er Hotel Manager på Grønland
nyhed

Jeg bestyrer Hotel Sømandshjemmet i Nuuk med min frue – og det er fedt. Vi har 24 ansatte på hotellet, hvor vi også bor med vores datter.

De fleste hoteller skal tjene penge for at berige en ejerkreds. Det skal vi også, men pengene går ikke i kapitalfonde. De går til missionalt og socialt arbejde. Vi har fx en sømandspræst ansat på hotellet og holder hver dag morgenandagt for de lokale i byen.
Målet er at skabe værdi for lokalsamfundet og lave en bæredygtig forretning samtidig, men konkurrencen mellem hotellerne i Nuuk er skarp. Vi skal hele tiden blive bedre og dygtigere. Derfor bruger jeg og medarbejderne også meget energi på at udvikle nye tiltag som fx gratis foredrag, julearrangement eller Valentinsdag. Det bedste ved mit arbejde er klart den type af udfordringer, der ligger i jobbet. Det er fedt at kunne bidrage med at skabe arbejdspladser og følge med i den udvikling, der er i gang på Grønland lige nu.

Nordlysfoto Af Henrikz De Leon Web

Lever af at give andre en god oplevelse

Jeg blev bidt af hotelbranchen, da jeg var i Grønland. At give folk en god oplevelse og leve af det, tændte noget i mig. Det var derfor, jeg valgte at læse til serviceøkonom. Det var virkelig en sjov tid. Jeg var en af de ældste på holdet, men det skabte en spændende dynamik og et godt studiemiljø. Min hovedopgave skrev jeg om Sømandsmissionen, der har tre hoteller i Grønland og tre i Danmark.

Efter sidste eksamen ringede Sømandsmissionen mig faktisk op og gjorde mig opmærksom på, at de søgte et bestyrerpar. Da jeg fik jobbet sammen med fruen, blev det pludselig virkeligt. Vi fik det i december og overtog driften i januar. Lige pludselig gik det meget hurtigt med at sælge bilen, sige lejligheden i Aarhus op og tage afsked med venner, familie og naboer. Det var meget blandede reaktioner, vi fik på vores beslutning, men generelt bakkede folk op, og en del er kommet op og besøgt os.

Det første halve år efter at min frue og jeg overtog driften, var hårdt, for der var rigtig meget nyt og meget at sætte sig ind i. Jeg arbejde 60-70 timer om ugen, og det var også for meget, men jeg kunne ikke lade være. Jeg elsker mit arbejde, og når man elsker det, så går man ikke så meget op i timerne.

Nuuk Soemandshjem Udefra Web

Medejerskab er vigtig

Min praktiktid på studiet var i England på Hilton Hotel i Sheffield. Der er arbejdet organiseret helt anderledes og meget top-down-styret. Det lærte mig meget om kultur og forskellen mellem, hvordan man strukturerer arbejde. I England vidste alle, hvad de skulle lave, og var meget effektive omkring det, men ved at ledelsen bestemte alt, kom medarbejderne ikke med særlig mange initiativer.

Det ser jeg som den største udfordring i hotelbranchen; at give folk medejerskab, få dem til at føle sig som en vigtig del af hotellet og få dem til at se potentialet i deres arbejde. Det er en leders fornemmeste opgave, og noget, jeg arbejder rigtig meget med i mit job.

Fremtiden? Så længe jeg og familien trives i Grønland, og der er udfordringer nok, så bliver vi der. Og det er der. Vi vil gerne vækste hotellet endnu mere, men jeg drømmer også om engang at prøve kræfter med fx Norge eller Danmark.