”Som ny produktionsteknolog er ”take back” det nye, du skal vise, at du er god til”

Ordene kommer fra Charlie, der går på 4. semester på den to årige videregående uddannelse på Erhvervsakademi Dania i Skive. Som udlært værktøjsmager mener Charlie Køhler, at man skal holde sig i gang for at komme fremad.
nyhed

 

Charlie er 25 år og oprindeligt fra Sønderborg. I forbindelse med sin erhvervsuddannelse var han på skole på Skive Teknisk Skole, og hørte her om mulighederne med produktionsteknolog-uddannelsen på Dania. ”Jeg havde måske en drøm om at læse til ingeniør. Min onkel, der er ingeniør, har altid sagt, at jeg skulle læse videre, da det aldrig er en skidt ting, og produktionsteknologuddannelsen giver merit til ingeniør-studiet, hvis at man senere vælgere at gå videre med dette,” fortæller Charlie.

Han er i praktik i et nyt set-up, hvor virksomhederne Biisgaard Industri A/S og projektudvikler Arne Lindgren medvirker.  Charlie skal fungere som projektkoordinator, og iværksætterfirmaet, som har fået navnet Outercore IVS er placeret i Glyngøre. ”Det er et nyt koncept inden for bygningsisolering,”  siger Charlie, der arbejdede med en kop-elevator til foderstof industrien hos Nørre Søby Maskinaktieselskab i sit seneste eksamensprojekt. Her fik han 12, og som Charlie pointerer: ”Jeg holder mig ikke tilbage, jeg vil noget. Det vigtigste er, at du viser hvad du kan”.

Jeg har valgt konstruktion, for det er det jeg er bedst til

”Jeg mener dog, at jeg skal arbejde med alle kompetencer som produktionsteknolog. Det er konstruktion, produktudvikling og drift- og procesoptimering,” siger Charlie og uddyber: ”Vi skal tænke recycling og circulær økonomi i det vi laver.  Det er det, der er det nye, og det skal vi vise, at vi er gode til. Underviserne på produktionsteknologuddannelsen i Skive har jeg kun rigtig meget ros til overs for. De er der altid, og holdet har fungeret rigtig godt. Alle har åbnet munden.”

Charlie Køhler har flere mål

Hans daglige program har i en længere periode været studie indtil kl. 15, hvorefter han er taget hjem for at spise og skifte tøj, før han er kørt på job som Maskinarbejder fra kl. 16-19 på Braarup Maskinfabrik. Fysisk træning vægter Charlie Køhler højt, og som tidligere elitecykelrytter, er han glad for at han har fået mulighed for igen at være en del af cykelsporten som soigneur på Team Designa Køkken - Knudsgaard. ”Dét, og det at jeg skal kunne komme til Glyngøre fra Skive i praktikperioden har betydet at jeg skal bruge en bil, og derfor har jeg også et fritidsjob.”

Charlie i praktik