Spilfokus gør datamatikerstudiet sjovt for Simon

Simon Bay Andersen elsker at spille og lave computerspil på Erhvervsakademi Danias datamatikeruddannelse i Grenaa. Nyt hold starter til februar.
nyhed

”Det skal være sjovt at studere og sjovt at gå på arbejde. Derfor har jeg valgt at læse til datamatiker i Grenaa, for med fokus på spil bliver undervisningen aldrig tør eller kedelig. Det er spændende at lære at kode på grund af fokusset på spil,” siger 23-årige Simon Bay Andersen fra Aarhus.

Han startede i september 2014 på uddannelsen til datamatiker, som har levet helt op til hans forventninger.

”Jeg kunne læse til datamatiker i andre byer, men i Grenaa er risikoen for at gå kold i programmeringen meget mindre, fordi det tager udgangspunkt i spil. Det gør Grenaa mere interessant,” fortæller Simon, der efter den 2 ½-årige uddannelse vil læse videre til professionsbachelor i softwareudvikling.

”Det er utroligt fedt at gå her og klart mere spændende, end jeg havde forventet. Samtidig har alle det godt sammen socialt, for vi går alle op i computerspil,” smiler han.

Til februar starter et nyt hold op i Grenaa, og hvis du også vil være datamatiker med speciale i spiludvikling som Simon, kan du læse mere her.

 

11.12.2014