Sport- og Eventmanagement lokkede Kalundborgfyr til Randers

I sommer flyttede Nicolaj Rasmussen fra Kalundborg til Randers for at blive serviceøkonom med speciale i sport- og eventmanagement. Byen har overrasket ham positivt.
nyhed

Midt i august tog 24-årige Nicolaj Rasmussen færgen fra Odden til Jylland. Det var 14 dage før, at han skulle starte på den toårige videregående uddannelse til serviceøkonom med speciale i sport- og eventmanagement. Vennerne og familien i det sjællandske var ikke begejstret for, at han flyttede fra hjembyen Kalundborg til Randers. De var skeptiske og bange for, hvordan det skulle gå.

”Jeg havde aldrig været i Randers før, men jeg har tit været på ferie ved Silkeborg og følte mig på en måde hjemme i Jylland. Så da jeg gerne ville læse til serviceøkonom og kun kunne få specialet i sport- og event-management i Randers, var det på tide at prøve noget nyt. Jeg tænkte ’nu tager jeg chancen’,” fortæller Nicolaj Rasmussen og uddyber:

”Selvfølgelig var jeg nervøs for at flytte, når jeg ikke kendte en sjæl. Men det er gået over al forventning, og jeg holder meget af at bo i Randers. Jeg savner Kalundborg, men siden jeg er kommet hertil, lykkes det hele for mig,” siger han glad og forklarer, at han inden flytningen havde taget en HG-uddannelse med speciale i detailhandel og arbejdet flere år i Føtex med forskellige ansvarsområder.

Åbne og venlige
Det sker sjældent, at nye studerende flytter så langt som Nicolaj Rasmussen har gjort for at læse specialet sport- og eventmanagement på Erhvervsakademi Dania i Randers. Derfor var hans baggrund også en overraskelse for de andre på holdet.

”Alle de andre studerende på holdet var lidt i chok, da jeg fortalte, at jeg kom fra Sjælland. Men folk har været så søde og taget godt imod mig. Generelt er folk i Randers meget åbne og venlige over for nye i byen, som jeg selv,” forklarer han.

Gennem de sidste 18 år har Nicolaj Rasmussen været springgymnast, og derfor har han også meldt sig ind i en af byens gymnastikforeninger på et springhold. Det har været en rigtig god oplevelse og givet nye venskaber.

Kærlighed til sport og oplevelser
For tiden arbejder han og de andre på studiet på højtryk på at gøre klar til arrangementet ”Sundt – men sjovt”. Her samles alle 6. klasserne fra Randers i Dronningborghallen den 14. april til en dag med motion og leg, hvor alt fra sponsering, pressearbejde, logistik og program er arrangeret af serviceøkonomerne. Samme setup finder sted dagen efter – bare for alle 6. klasseseleverne i Aarhus kommune i Vejlby Risskov Hallen.

Det er projekter som disse, som Nicolaj Rasmussen holder af.

”Jeg vil gerne give folk en god oplevelse og et smil på læben, og hvis jeg kan gøre eksempelvis mine kunder lidt gladere ved en god service, så er det en god dag. Det kommer jeg til via denne uddannelse, og det gør det dejligt at være i skole igen,” fortæller han.

Og hvad siger familie og vennerne nu til flytningen til Randers?
”Haha de kan jo se, at jeg har det godt, og at det går rigtig godt, så de er blevet meget mere trygge ved at jeg bor her,” smiler han.

Der er ansøgningsfrist for at blive optaget på uddannelsen den 5. juli via optagelse.dk