Hygge, sammenhold og noget bold

Elever og studerende fra alle Horsens’ uddannelsessteder mødtes i Forum i Horsens for at finde byens konger af indendørs fodbold
Af Anne-Mette Gyldenløv, journalist
nyhed

”KOM SÅ HØK’ERE!”

Den får ikke for lidt på stemmebåndene i Forum i Horsens, hvor handelsøkonomerne fra Erhvervsakademi Dania, kaldet HØKere, er ved at vinde over Learnmark HHX.
Student CUP er i fuld gang, og i alt 168 elever og studerende er tilmeldt på 24 hold til eventen, som er arrangeret af VIA University College og erhvervsakademiet.

Heppekoret til denne kamp er ti studerende på administrationsøkonom-uddannelsen, som er stillet op under navnet ”Team Jørgens Piger”.

”Vores underviser er jo Jørgen, og vi er næsten et rent pigehold, så det gav sig selv,” smiler 25-årige Anna Hollænder fra Aarhus.

Hun er for en måned siden startet på den videregående uddannelse, og målet med at deltage er derfor helt klart for hende.

”I stedet for at holde en stor fest er det her en super mulighed for at lære hinanden bedre at kende, og derfor meldte jeg mig til. Samtidig har jeg gået til fodbold i mange år, men træningen til det her har mest bestået af at tage trapperne op på 6.sal. Det er hygge-bold som giver sammenhold, og bagefter skal vi ned i byen og høre en fra holdet spille koncert,” griner Anna Hollænder.

Haard Kamp Mellem VIA Og Danias Studerende Web

En anledning til at ses

For 28-årige Kasper Hudcek fra Horsens er dagens udfoldelser på banen også hygge-fodbold. Han stiller op sammen med kammeraterne fra International handel og markedsføring-studiet på VIA University College.

”Vi er alle i praktik lige nu i henholdsvis Kolding, Vejle og Hatting, så det var en god anledning til endelig at ses. Det gør vi ikke så meget i praktikken. I dag giver vi den den gas på banen og hygger mellem kampene med en øl, og bagefter skal vi i byen,” fortæller en feststemt Kasper Hudcek.

Dagens præmier og mad står fagforeningen HK for.

”Det er et fedt arrangement, som vi gerne vil støtte op om. Samtidig er der mange af deltagerne, som enten har et HK-job i fritiden eller vil få det i fremtiden, og dem vil vi gerne være synlige overfor,” siger Kathrine Møller, der er ungdomskonsulent ved HK.

Student CUP er tænkt som et uformelt arrangement til at skabe fællesskaber og god energi om at være studerende i Horsens.  

Pokalen Web