Studerende rappeller ind i studiet i Hobro

Første uge som studerende i Hobro blev torsdag afsluttet på en aktiv måde med aktiviteter fra morgen til aften for de nye finans-, logistik- og handelsøkonomer ved Erhvervsakademi Dania i Hobro.
nyhed

Da de 132 spritnye studerende på de videregående uddannelser på Erhvervsakademi Dania i Hobro mødte ind på studiet torsdag, blev det til en noget anderledes undervisningsdag. Dagen var bygget op som en teambuildingsdag, der bandt alle logistik-, handels- og finansøkonomer sammen. Her skulle de rundt i Hobro, hvor de skulle løse opgaver sammen og blandt andet rappelle ned fra siloen i byen.
Det var en meget grænseoverskridende oplevelse for mange, og en vigtig oplevelse for det videre studieforløb, mener campuschef Jens Peter Dahlgaard:

”Under studiet – og også resten af livet – vil de studerende stå overfor opgaver, som de på forhånd synes er uoverskueligt, men når de så kaster sig ud i det, lykkedes det også. Bagefter kan de stå med hænderne over hovedet og råbe ’Yes’,” fortæller Jens Peter Dahlgaard.

introtur 2014 b

Uddannelse er ikke et sololøb

Han ved godt, det er en meget anderledes måde at starte sin uddannelse, men han mener, at det er med til at skabe holdånd og kamplyst til at gå i gang med livet som studerende på Dania i Hobro.

”Det at tage en uddannelse er ikke et sololøb. Utallig mange gange står man overfor opgaver, som man ikke kan løse alene, og hvor man må have hjælp af sine kollegaer.  Man vil stå overfor opgaver, hvor man bliver nødsaget til at betro andre til at hjælpe sig med. Det ser man fx også i Tour de France, hvor holdene hele tiden hjælper hinanden, selv om de også kan være konkurrenter,” siger han.

introtur 2014 c

Formelt set startede de studerende allerede om mandagen og brugte de tre første dage på en kombination af faglig undervisning og introduktion til studiet. I introduktionen lå blandt andet studieteknik, kunsten at springe over overspringshandlinger, når hjemmearbejdet presser på, og øvelser omkring Erhvervsakademi Danias værdier.