Studerende skal give erhvervslivet et boost via EU-midler

Studerende skal hjælpe små og nye virksomheder med vækst. Det har Erhvervsakademi Dania fået over 800.000 kroner til i EU-midler
Af Anne-Mette Gyldenløv, journalist
nyhed

De næste to år kommer EU-midler til at gøre en forskel for små og nye virksomheder i det midtjyske. Det er nemlig lykkedes at få over 800.000 kr. til et projekt, hvor studerende fra blandt andet Erhvervsakademi Dania skal lave innovation og vækst for små og nyetablerede virksomheder.

Nogle af de ting, som pengene gør muligt, er blandt andet flere innovationssamarbejder, hvor studerende arbejder på konkrete projekter med virksomhederne. Det kommer til at være om fx udvikling af nye produkter, nye processer, ny teknologi eller globalisering.

En anden del bliver talentforløb, hvor de studerende bliver klædt på til at skabe vækst og innovation i erhvervslivet via praktik og netværk på tværs af landegrænser i norden. På den måde hjælper de til at sikre positiv udvikling i virksomhederne.

”Hovedtanken er, at projektet skal etablere rammerne for, at studerende og virksomheder kan etablere konkrete værdiskabende samarbejder om at udvikle innovation, skabe vækst og udveksle ny viden,” forklarer forsknings- og udviklingschef ved Erhvervsakademi Dania, Mai Britt Jacobsen.

De øvrige partnere i projektet, der kører 2016-2018, er Region Midt, Aalborg Universitet, CLL Campus Varberg, Coompanion kooperativ utveckling i Halland EK, Marknad Varberg, Erhvervsakademi MidtVest, Erhvervsakademi Århus, VIA University College og Stiftelsen Drivhuset i Göteborg.