Studerende støber nye kugler til betonvirksomhed

1200 studerende fra Erhvervsakademi Dania fremlagde torsdag resultatet af tre dages intensivt innovationsarbejde på en stribe virksomhedscases. En af dem var betonvirksomheden Confac fra Randers, der fik flere interessante bud på nye produkter.
nyhed

Der er blevet tænkt, spekuleret, idéudviklet og brugt oceaner af post-it lapper i regnbuens komplette farvespænd på feriecentret Dayz Rønbjerg de seneste tre dage. 1200 studerende fra Erhvervsakademi Dania har arbejdet med innovation for en stribe virksomheder, der har udfordret de unge mennesker med cases fra deres virksomheder. Kulminationen på de 3 dages workshop var en stor messe, hvor alle de studerende i grupper på 5-8 personer præsenterede deres idéer for virksomhederne.

En af virksomhederne, der havde kastet en udfordring i puljen, var betonvirksomheden Confac fra Randers, som laver betonelementer med indbygget isolering til byggebranchen.

”Vi har oplevet en utrolig vækst i virksomheden. Vi startede i 2008 og har i dag en markedsandel i Danmark på 22% på vores produkt. Skal vi vækste yderligere, kræver det, at vi investerer i  et nyt produktionsanlæg, og her kunne vi godt tænke os at få et bud på andre produkter, som vi kunne supplere produktionen med,” fortæller Frank Laursen, der ejer virksomheden.

Busskur i beton
Den store idrætshal på feriecenteret er pakket med mennesker. Ved lange rækker af borde står de studerende klar til at overbevise virksomhederne om, at netop deres idé skal udvælges som den bedste.

Frank Laursen skal gennem syv grupper, der har udtænkt alt fra kystsikring over postkasser til havepavilloner som Confacs nye produktlinje. Hver gruppe har præcis 10 minutter til rådighed. Over for ham står gruppe 105, som har lavet flere papirmodeller af et busskur, der skal bygges i beton. Præsentationen går godt, og da Frank Laursen er gået videre til næste gruppe, er det tid til efterevaluering.

”Det giver os virkelig noget, at det er en rigtig case på en konkret virksomhed, vi skal arbejde med. Man kommer helt automatisk til at brænde mere for det, fordi vi ved, at der står et rigtigt menneske i den anden ende og forventer, at vi kommer med vores bedste. Samtidig er vi tvunget til virkelig at levere varen, når vi står over for ham og ser ham i øjnene, mens vi præsenterer vores idé,” siger Julie Bræmer, der læser en bachelor i international hospitality management i Randers.

Udfordrende opgave
Processen med at nå frem til busskuret som den rigtige løsning har været særdeles hårrivende.

”De cases, der har været her til bootcampen, har nærmest været frustrerende udfordrende. Beton ligger så langt fra det, vi normalt beskæftiger os med, at vi har skullet tænke langt ud af boksen, dykke ind i den og langt ud igen. Men vi har også fået mulighed for at være meget mere kreative, så lige så frustrerede, vi har følt os, ligeså sjov har processen samtidig været,” fortæller Steen Nisker, der studerer til datamatiker i Grenaa.

Samarbejde på tværs
Formålet med innovationseventen i Rønbjerg har været at udfordre de studerende på samarbejde, men også at opbygge en intern kultur i Erhvervsakademi Dania, hvor der er større sammenhæng mellem de 8 campusser i forskellige byer. Og den mission er også lykkedes, hvis man spørger gruppe 105.

”Det har lært os en del om at samarbejde med folk, vi ikke kender, og det har fungeret virkelig godt. Vi har fået skabt nogle relationer til hinanden, som vi vil prøve at holde fast i, selvom vi studerer på forskellige campusser. Vi har lavet en Facebook-gruppe, hvor vi kan skrive sammen og måske hjælpe hinanden en gang imellem,” fortæller Julie Bræmer.

Imponerende løsninger
Frank Laursen er nået igennem alle grupperne, og feltet er imponerende, synes han.

”Det har været en svær opgave, men det er imponerende, hvad de har opnået på den korte tid. Der er mange gode tanker i dem alle, men alligevel har busskuret imponeret mig mest. De havde tænkt alle elementer ind omkring anvendelse med solceller og lys, udsyn, plads til reklamer for at finansiere det og forskellige modeller. Jeg undrer mig mest over, hvorfor der ikke er nogen, som har tænkt over det før,” siger han og er ikke i tvivl om, at det er dem, der har fortjent førstepræmien.

Om det ender med at blive et egentligt produkt fra Confac, ved han ikke endnu. Der er en masse teknik og økonomi, der skal undersøges, men for ham har processen været mindst lige så vigtig.

”Beton er et støvet og tungt produkt at markedsføre, så vi er her også for at så et frø hos de studerende, der nu har et helt andet forhold til vores produkt. Det er ikke sikkert, at de kommer til at købe eller arbejde med beton, når de får arbejde efter uddannelsen. Men vores erfaring er, at denne type samarbejde med studerende er med til at opbygge relationer, der holder i mange år. Og det har blandt andet betydet, at vi aldrig har lavet en jobannonce, selvom vi er vokset meget på ganske få år,” fortæller Frank Laursen. 

For yderligere oplysninger, kontakt:
Erhvervsakademi Danias kommunikations- og marketingchef Niels Søndergaard på tlf. 29328101, mail: niso@EADania.dk