Studerende strømmer til Erhvervsakademi Dania i Silkeborg

Det boomer med studerende, der vil læse til handelsøkonom og finansøkonom i Silkeborg. Hele 153 % flere ens samme tidspunkt sidste år har allerede valgt handelsøkonomuddannelsen som første prioritet - og flere er på vej!
nyhed

Smilene er brede hos Erhvervsakademi Dania i Silkeborg, og det er ikke kun på grund af foråret eller Silkeborg IFs placering i toppen af NordicBet Ligaen. De foreløbige optagetal for de videregående uddannelser til handels- og finansøkonom viser nemlig en stor fremgang i antallet af studerende.

Hvor der sidste år i maj var 50 ansøgere til den 2-årige videregående uddannelse som handelsøkonom, er tallet for 2014 allerede nu på 83 kommende studerende, hvilket svarer til 66 % flere studerende. 43 af ansøgerne har valgt Dania som første prioritet mod 17 i år 2013, og det er en vækst på 153 %. Også finansøkonomernes popularitet er vokset, for uddannelsen er gået fra 48 ansøgere til allerede nu at have 83 ansøgere. Det svarer til en stigning på 73 %.

Nyt speciale og gode jobmuligheder
En af årsagerne til den store interesse for Erhvervsakademi Danias uddannelser tror afdelingschef Birgitte Riise Bjærge skyldes gode jobmuligheder efterfølgende, en ny online uddannelse og et nyt speciale i internationalt salg.

”Inden for handel bliver det hele tiden vigtigere at have et internationalt udsyn, og derfor har vi oprettet uddannelsen til handelsøkonom med fokus på internationalt salg. Den nye online-uddannelse til finansøkonom oplever vi også stor interesse for blandt elitesportsudøvere, da den giver de studerende stor fleksibilitet,” siger Birgitte Riise Bjærge, der også tror, at unge i dag har indset, at de skal have en eller anden form for videregående uddannelse.

”Man kan ikke klare sig alene med en ungdomsuddannelse. Vores uddannelser tager to år med en længere fagrelevant virksomhedspraktik, som for nogen kan det være nemmere at overskue end fem års studier på universitetet. Samtidig går knap 90 % direkte i job efter endt uddannelse her, og det betyder også en del,” siger Birgitte Riise Bjærge.

Det samlede optag i september 2013 var på 125 studerende. Med de nuværende stigninger forventes et optag af i september 2014 til 160 nye studerende. Uddannelserne er dermed vokset så meget i antallet af studerende, at det har været nødvendigt at fordoble antallet af lokaler, og Dania fylder nu næsten hele huset på Bredhøjvej 18, som i løbet af den seneste tid har fået en ’ansigtsløftning’, så udenomsarealerne og lokalerne er klar til de mange nye studerende efter sommerferien.