Thomas valgte el-installatør i Hadsten

Thomas Nejsum har sagt farvel til et velbetalt job og flyttet 164 km for at læse til el-installatør ved Erhvervsakademi Dania i Hadsten. Uddannelsen giver ham et fagligt grundlag for at arbejde med intelligent bygningsstyring og blive afdelingsleder. Til januar starter et nyt hold.
nyhed

Sluk lyset i stuen med iPad’en, mens du sidder på job. Garageporten åbner, og samtidig tænder lyset op til huset. Alt det kaldes intelligent bygningsstyring og er på kort tid blevet meget populært.

Siden starten har 24-årige Thomas Nejsum fra Vrå i Nordjylland været med. Han er uddannet elektriker, men har arbejdet meget som programmør og projektleder ved et stort installations- og teknikfirma.

Dét velbetalte job blev i foråret sagt op, og sammen med kæresten flyttede han 164 kilometer sydpå til Aarhus for at læse til el-installatør på Erhvervsakademi Dania i Hadsten.

”Jeg dimensionerede og projekterede intelligente bygningsstyrings projekter. Ved at tage uddannelsen til el-installatør vil jeg få et ordentligt fagligt grundlag for det. Samtidig er det min drøm engang at blive afdelingsleder med bygningsstyring, og her kræver stillingerne, at du er uddannet el-installatør,” fortæller Thomas Nejsum, der læser på 1. semester.

Hadstens dimittender er de bedste

Gennem sit gamle job havde han meget kontakt med forskellige leverandører, som fortalte, at det bedste sted at læse til el-installatør, var i Hadsten.

”Jeg kunne godt have valgt at læse i Aalborg, men alle sagde, at Hadstens dimittender er de bedste. Hvis jeg skulle sige et godt job op for at tage uddannelsen, skulle det også være det rigtige sted. Efter jeg er startet, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det er det rigtige,” siger Thomas Nejsum.

Uddannelsen til el-installatør tager to år, og til januar starter et nyt hold op i Hadsten.

For tilmelding og mere information se her

28.11.2014