Uddannelse flytter til USA i en måned

Det er nemmere at lære om oplevelser og events, hvis man selv har prøvet det. Derfor flytter Erhvervsakademi Dania undervisningen for 35 studerende til Florida i en måned, så de kan blive klogere på, hvordan man i praksis arbejder med service
Af Anne-Mette Gyldenløv, journalist
nyhed

Man skal lære af de bedste. Sådan lyder et gammelt ordsprog, der har inspireret Erhvervsakademi Danias serviceøkonomer fra Randers og Skive til at lægge undervisning i en måned i Florida. Den amerikanske delstat får årligt 55 millioner turister, og turisme har længe været den største og vigtigste indkomstkilde for solskinsstaten.

”Hos Dania kombinerer vi teori og praksis, og det er turen her et godt udtryk for. Vi kan som undervisere fortælle og arbejde med værtsskab i et undervisningslokale, men det er først, når man faktisk oplever god hostmanship i fx Legoland i Orlando, at alting går op i en højere enhed for de studerende,” fortæller Andreas Fjord Bonvén, der er lektor og medarrangør af turen.

Mathias SØK

Ved konstant at være i et flow af ny viden fra undervisning og oplevelser kommer de studerende til hele tiden at analysere servicebranchen. Det kommer de blandt andet til, når de skal deltage i verdens største Food and Wine Festival i Miami, hvor de studerende som frivillige vil opleve, hvordan man håndterer over 60.000 gæster på fire dage. 

”Det skal jeg bare med på”

En af de studerende, der skal afsted, er 22-årige Mathias Nyborg Christensen, der læser til serviceøkonom i Randers. For ham var turen med til at overbevise ham om, at det netop var den uddannelse, han skulle have.

”Første gang, jeg hørte om det, tænkte jeg, at dét skal jeg bare med på. Det var allerede, før jeg startede på studiet. Jeg har altid haft en kæmpe interesse i sport og oplevelser, så med serviceøkonomuddannelsen kan jeg få begge dele, og det er helt perfekt til mig,” fortæller Mathias Nyborg Christensen, der drømmer om at komme i praktik i netop USA i en amerikansk football klub og glæder sig til at opleve superbowl søndag på amerikansk grund.

Helene Soek

22-årige Helene Bukhave Kristensen, der bor og læser til serviceøkonom i Skive, skal også afsted i en måned til USA.

”Jeg troede faktisk, at jeg skulle læse til multimediedesigner, men til åbent hus hørte jeg blandt andet om måneden i USA, og det var med til at overbevise mig, at uddannelsen var rigtig for mig. Jeg vil rigtig gerne til udlandet og arbejde, så turen er bare helt perfekt,” fortæller Helene Bukhave Kristensen, der elsker at rejse og glæder sig meget til den store branchefestival i Miami. 

Turen udvikler de studerede

Det er tredje gang, at Dania arrangerer en måneds udlagt undervisning til Florida, og det med god grund. Selvom turen svarer til 5 ECTS-point, ser der noget helt særligt med de studerende personligt, fagligt og socialt.

”De studerende rykker sig enormt meget af at være afsted. Fagligt bliver de endnu stærkere, da de hele tiden bliver bombaderet med indtryk og ny viden om servicedesign, trends, værtsskab, interkulturel kommunikation og ledelse. Ved at komme helt ud af deres vante omgivelser og være sammen med nogle fra et andet af Danias campusser sker der også en forandring personligt og socialt. De studerende bliver meget mere selvsikre både fagligt men også personligt, fordi det kræver noget specielt at være væk så længe sammen med så mange nye mennesker. Der opstår netværk for livet, og de studerende, som var afsted for to år siden, ses stadig, selvom de ikke længere er studerende,” forklarer Andreas Bonvén.

Undervejs bliver en del af undervisningen også på Florida International University, Valencia College og på et af verdens største cruiseskibe i Bahamas.

Sidste Aars Gruppe I USA Lille
Holdet, der var afsted sidste år.