Virksomheder dater 100 studerende

Smartphone-producenten ID2ME og handelsvirksomheden Gaven.dk er blandt de 14 virksomheder, der allerede har meddelt deres ankomst, når Erhvervsakademi Dania afholder praktikdating med 100 studerende den 30. oktober.
nyhed

"Vi har brug for tre dygtige studerende, som skal være med til at udvikle og markedsføre ID2ME´s nye smartphone på sociale medier”, fortæller Christina Agger som begrundelse for at deltage i praktikdating, hvor ID2ME og andre virksomheder får mulighed for at møde 100 studerende. Hun er grundlægger af smartphone-producenten med bopæl i Hørsholm, som fra årsskiftet også vil have kontor i Randers.

40 studerende inddrages i udviklingen
ID2ME har indgået en aftale med ebusiness Randers om at bruge deres testlaboratorium LIVING LAB, og fra midten af november vil op til 40 studerende fra Erhvervsakademi Dania fungere som piloter i udviklingen af en ny smartphone med helt anderledes brugerflade end de nuværende smartphones på markedet. Efter planen skal det i løbet af 2016 udbredes til en endnu større skare ved at inddrage flere randrusianske borgere. Men den opgave løser ikke sig selv, forklarer Christina Agger.

”Vi er en nystartet virksomhed, der har eksisteret siden april. Vi har behov for hjælp fra kompetente studerende, der ved, hvordan man markedsfører sig til egen målgruppe, skaber engagement via online/BTL kanaler og som kan være med til at kvalitetssikre produktet. Derfor søger vi nu to studerende fra markedsføringsøkonom-uddannelsen og en fra handelsøkonom-uddannelsen med speciale i e-handel, som tør gøre ting lidt anderledes. ”   

Møde studerende og udveksle erfaringer med andre virksomheder
Til praktikdating-eventen vil det være muligt for virksomheder at møde studerende fra markedsføringsøkonom-, handelsøkonom- og produktionsteknologuddannelsen, som skal i praktik fra januar 2016. Og der er et klart formål med dagen:

”Vi holder praktikdating for at skabe en tættere kontakt imellem erhvervsliv og de studerende, ” udtaler Peter Philip Jacobsen, Erhvervskonsulent hos Erhvervsakademi Dania, der samtidig gør opmærksom på, at det stadig er muligt at tilmelde sig. Han forklarer yderligere om eventen:

”Det giver erfaringsmæssigt en unik mulighed for at udvælge og rekruttere de rette kandidater og dermed spare tid. Til eventen får nye virksomheder et indblik i, hvad de studerende fra de forskellige uddannelsesretninger kan tilbyde, og samtidig kan de udveksle erfaringer med virksomheder, der allerede har haft fordele af at have studerende fra Dania i praktik. ”

En anden, der vil benytte sig af den mulighed, er Troels Bro, der stiller op med hele to virksomheder, nemlig handelsvirksomheden Gaven.dk og KringleXpressen, der sælger fristbagt bagerbrød online.

Højt til loftet og meget ansvar
”Jeg er selv uddannet som handelsøkonom fra Erhvervsakademi Dania, og derfor kender jeg indgående til uddannelsens indhold, og hvad de studerende kan bidrage med, ” siger Troels Bro.

Han søger hele fem praktikanter, der blandt andet skal være ansvarlige for opbygning af website og salg online, være med til at udvikle butikskoncept og stå for indkøb. Han har både behov for studerende fra markedsføringsøkonom- og handelsøkonom-uddannelsen med speciale i salg og e-handel. Han fortsætter:

”Jeg er interesseret i praktikanter, der er innovative, selvstændige, tager initiativ og har gåpåmod. Der skal være højt til loftet, og de vil få en masse ansvar. De skal kunne bidrage til virksomheden, og de rette kandidater får mulighed for at skabe deres egen stilling, så de forhåbentlig også kan blive tilbudt et job efter praktikperioden. ” 

14 forskelligartede virksomheder
Indtil videre har 14 virksomheder tilmeldt sig eventen, og det drejer sig blandt andet om en maskinfabrik inden for metal- og plastbearbejdning, et billedlaboratorie, en emballageforhandler, en distributionsvirksomhed, en detailhandel, et reklamebureau, en møbelpolstrer og en organisation der laver løsninger inden for personlige hjælpemidler.

Virksomhederne er placeret i Randers, Hadsten, Grenaa, Aarhus, Risskov, Lystrup, Horsens, Skive og Hørsholm.

De foreløbigt tilmeldte virksomheder er Dansk Digital Lab/NordicPhoto, Balderus Stoleflet, OnlineSynlighed, Danish CARE Supply, KringleXpressen, Gaven.dk, Makers, DS Smith, ID2ME, Prodan, The Scandinavian-Turkish Chamber of Commerce, MIMI Distribution Aps, FS2 reklame a/s og iCompany.

Tilmelding kan stadig nås
Sidste frist for tilmelding som virksomhed er senest den 25. oktober til Hanne Melsen på 7229 1103 eller hm@eadania.dk.

Tid og sted
Erhvervsakademi Dania i Randers, Minervavej 63, 8960 Randers SØ, den 30. oktober kl. 8.00-10.00.

Eventen åbnes af Erhvervs- & udviklingschef i Randers Kommune, Dennis Jensen, og byder efterfølgende på en introduktion til Erhvervsakademi Dania. Herefter vil de studerende komme forbi virksomhedernes stande med deres CV og få en snak omkring aktuelle praktikpladsmuligheder.