VVS-installatør: ”Jeg har verdens bedste job”

Christian Johnsen har altid drømt om at arbejde med VVS. Efter studiet VVS-installatør på Erhvervsakademi Dania i Hadsten er han i dag serviceansvarlig ved Geberit A/S - et job, han holder meget af.
nyhed

Da Christian Johnsen var en knægt i 10 års alderen, fik hans forældre besøg af en VVS’er. Både hans mor og far arbejdede inden for sundhedssektoren, så det at arbejde med VVS var et spritnyt område for ham - og det tændte en glød.

”Jeg tænkte, at han måtte have verdens fedeste job med at køre rundt og hjælpe folk på den måde. Det ville jeg også, ” smiler Christian.

Siden blev knægten voksen og uddannet VVS-montør, som også var hovederhvervet i 10 år. Men Christian Johnsen følte, at der manglede noget.

”Mestrene og rådgiverne vidste mere, end jeg gjorde, og den klub af dygtige folk ville jeg også gerne være en del af. Så jeg undersøgte, hvad det ville sige at uddanne sig til VVS-installatør, og da vi økonomisk kunne få det til at hænge sammen, startede jeg på Erhvervsakademi Dania i Hadsten. I dag har jeg verdens bedste job, ” forklarer han med et smil.

Jobbet ved Geberit har det hele
Verdens bedste job er at være serviceansvarlig ved virksomheden Geberit A/S, der har sit danske hovedkontor i Lystrup ved Aarhus. Her har den 41-årige VVS-installatør ansvaret for den tekniske afdeling, som blandt andet indebærer uddannelse af virksomhedens teknikere og kontakten til samarbejdspartnerne.

Men en-to dage om ugen forlader han kontoret og kommer ud i virkeligheden. Den del er vigtig for ham, da det bevarer kontakten til den del af faget, han altid har elsket, nemlig at komme ud til kunderne.

”Jeg får det hele i mit job med både ledelse, køre ude, rådgivning og salg. Den kombination gør jobbet fantastisk og helt perfekt for mig, ” siger Christian Johnsen, der efterlyser flere, der videreuddanner sig til VVS-installatør.

”Der mangler virkelig dygtige folk derude. Ingen af mine holdkammerater fra Dania går arbejdsløse. Tvært i mod er de rådgivere på store projekter. Der er masser af job at få, og vi har brug for flere VVS-installatører i branchen, ” fortæller han.


Kort om uddannelsen til VVS-installatør

  • Toårig videregående uddannelse på Erhvervsakademi Dania i Hadsten.
  • Uddannelsen til VVS-installatør består af en obligatorisk del, en valgdel, ni ugers praktik og et afgangsprojekt.
  • Undervisningen foregår som en kombination af holdundervisning, projekter, cases, gæstelærere og virksomhedsbesøg.
  • Som VVS-installatør kan du fx blive projektleder, rådgiver, konsulent eller selvstændig.
  • 100 % af alle VVS-installatører fra Dania kommer i job efter endt uddannelse.
  • Næste studiestart er til august 2015.

Om Geberit A/S

  • Geberit er en verdensomspændende schweiziske koncern, der er markedsledende inden for sanitetssystemer med varemærkerne Geberit, Ifö, Ido og Porsgrund.
  • Geberit opererer som en integreret koncern med en stærk tilstedeværelse i de fleste europæiske lande og yder høj værdi inden for sanitær teknologi og badeværelseskeramik.
  • Produktionsnetværket omfatter 35 produktionsenheder, 6 af disse er uden for Europa.
  • Koncernen har hovedkontor i Rapperswil-Jona i Schweiz. Med mere end 12.000 ansatte i over 40 lande genererer Geberit en omsætning på CHF 2,9 mia.