Planlægger du at tage en videregående uddannelse – eller er du allerede i gang? Så er det en god idé at sætte sig ind i de ændringer, der kommer med den nye uddannelsesreform for erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser.
En top-up uddannelse er en 1,5-årig overbygning, som du kan lægge ovenpå en erhvervsakademiuddannelse. Til sammen giver det dig en professionsbachelor på 3½ år.
De nuværende top-up uddannelser bliver udfaset fra sommeren 2028. Det betyder, at sidste optag bliver i januar 2028. Herefter vil top-up uddannelserne ikke længere eksistere i deres nuværende form.
Vil du tage en erhvervsakademiuddannelse med mulighed for efterfølgende top-up, skal du senest begynde din erhvervsakademiuddannelse ved vinteroptaget 2026 – og gennemføre på normeret tid (2 år). Dermed kan du fortsat nå at søge ind på en top-up uddannelse inden vinter 2028. Husk dog, at ikke alle uddannelser har vinteroptag.
Reformen betyder, at der fra sommeroptaget 2026 på udvalgte erhvervsakademier tilbydes praktikum (værkstedsforløb) for studerende på tekniske erhvervsakademiuddannelser, som ikke har en erhvervsuddannelsesbaggrund.
Formålet er at sikre, at de studerende får de praktiske kompetencer, der er nødvendige for at gennemføre uddannelsen. De konkrete rammer for forløbene er endnu ikke fastlagt.
Den 26. marts 2025 blev den politiske aftale om reform af professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelserne indgået. Aftalen har som hovedformål at styrke kvaliteten på uddannelserne og skal bidrage til at skabe et uddannelseslandskab, hvor der er bedre balance mellem forskellige slags uddannelser, og hvor der er attraktive uddannelser i hele landet.
Den tidligere studieafslutning betyder, at professionsbachelor- (PB) og erhvervsakade-miuddannelserne (EA) fremover skal tilrettelægges, så uddannelserne afsluttes én måned tidligere end i dag. De studerende er dermed berettiget til én måneds mindre SU til uddannelserne.
For de professionsbacheloruddannelser, der afkortes med 15 ECTS, vil det sammenlagt betyde, at uddannelserne afsluttes tre måneder tidligere end i dag.
Tidligere studieafslutning gælder for:
• Alle erhvervsakademiuddannelser.
• Alle professionsbacheloruddannelser inkl. diplomingeniør-, lærer-, bygningskonstruktøruddannelsen.
• Uddannelserne på det maritime område og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er ikke omfattede.
Den tidligere studieafslutning træder i kraft for nye studerende, der optages fra sommeroptaget 2025 og frem.
Professionsbacheloruddannelser skal fremover tilrettelægges med 15 færre ECTS i forhold til i dag blandt andet som følge af en kortere, afsluttende opgave og en enklere studieindretning.
Den nye tilrettelæggelse omfatter alle professionsbacheloruddannelser med undtagelse af diplomingeniøruddannelserne og professionsbacheloruddannelsen i bygningskonstruktion (bygningskonstruktør) samt professionsbacheloruddannelser, der i dag er af tre års varighed.
Uddannelser, der ikke er omfattet af den nye tilrettelæggelse, vil heller ikke være omfattet af prioriteringerne i reformen til højere kvalitet, mere simulations- og værkstedsundervisning, styrket praktik og nye muligheder for fri, praksisrettet efteruddannelse.
Fra sommeroptaget 2028 optages der ikke længere studerende på de eksisterende top-up-uddannelser. Studerende optaget inden sommer 2028 vil kunne færdiggøre den på-begyndte top-up-uddannelse.
Praktikum (værkstedskurser) skal give de studerende på de tekniske erhvervsakademiuddannelser de nødvendige praktiske forudsætninger for at gennemføre uddannelserne.
Praktikum er for de studerende, der ikke har en erhvervsuddannelsesbaggrund.
Praktikum etableres fra sommeroptaget 2026.
Hvis en uddannelsesinstitution tilbyder praktikum, er det obligatorisk for de studerende i målgruppen at deltage.
Institutionerne er dog ikke forpligtede til at tilbyde praktikum.
Arbejdet med modeller for praktikum og dets indhold finder sted i efteråret 2025.
Derfor afventer en endelig afklaring af tilrettelæggelsen.
Hjalp denne side dig?