Del siden
 
       

Anders brænder efter en karriere som datamatiker

Anders brugte et par år til at tænke sig om og undersøge mulige uddannelsesveje, men er i dag også ret sikker på, at uddannelsen til datamatiker i Skive er det rigtige valg for ham.
Artiklen fortsætter under billedet Anders Dahl Hansson læser hos Dania
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/anders-braender-efter-en-karriere-som-datamatiker/

Der indgår ikke nogen plan B i Anders Dahl Hanssons uddannelsesplaner. Den 21-årige kommende studerende på den korte videregående uddannelse til datamatiker hos Erhvervsakademi Dania i Skive er nemlig ret sikker på, hvad han vil uddannelsesmæssigt. Han vil lære at programmere og udvikle apps.

Anders Dahl Hansson gik ud af folkeskolens 9. klasse i Roslev, tog et år på Skyum Idrætsefterskole og derefter en HHX på Handelsskolen i Skive hvor han stiftede bekendtskab med fag som marketing og multimedie. Han bor lige udenfor Skive.

- Da jeg læste på handelsskolen havde vi en linje med app-udvikling og programmering. Jeg synes fagene var spændende, og jeg kunne allerede dengang mærke, at det var et område jeg gerne ville arbejde indenfor, siger Anders Dahl Hansson.

Da jeg læste på handelsskolen havde vi en linje med app-udvikling og programmering. Jeg synes fagene var spændende, og jeg kunne allerede dengang mærke, at det var et område jeg gerne ville arbejde indenfor.

Anders Dahl Hansson, studiesøgende på datamatikeruddannelsen

Grundig research på uddannelsen

Efter gymnasiet ville han dog være helt sikker på, hvad han skulle uddannelsesmæssigt, og derfor valgte han at bruge et par sabbatår på at blive afklaret. Tiden blev også brugt til at tjene nogle penge med forskellige jobs.

- Jeg har faktisk været sikker på, at det vil være den rigtige uddannelse for mig i næsten et år. Derfor kunne jeg også ligeså godt søge ind her med frist 15. marts.

 Anders Dahl Hansson har også læst alt, hvad han kunne komme i nærheden af om uddannelsen på hjemmesiden, i brochurer etc.  Derudover har han snakket med flere, som har studeret på uddannelsen tidligere og en han kender, der allerede arbejder som programudvikler.

- Det kan godt være, uddannelsen bliver svær for mig, men jeg er sikker på, at jeg nok skal kunne klare den teoretiske del, og så ser jeg meget frem til uddannelsens kobling med erhvervslivet, at vi skal samarbejde med virksomheder om projekter og i praktik som en del af uddannelsen.

 

Et arbejdsliv med mening

På spørgsmålet om, hvad Anders Dahl Hansson drømmer om som færdiguddannet, smiler han høfligt af ideen om at opfinde lige den app, som mangler på markedet og kan gøre dig til millionær.

- Det kunne selvfølgelig være en god ting, men det er ikke noget jeg tænker meget over i forbindelse med valg af uddannelse og karriere. For mig vil det mere være et drømmescenarium at få et fast arbejde på en god arbejdsplads, hvor jeg kommer til at beskæftige mig med spiludvikling og programmering.

Anders Dahl Hansson bor fem kilometer fra Dania i Skive, så det bliver en dejlig nem cykel- eller bustur ind til hans kommende uddannelsessted. Og det passer ham fint, da der udover studietiden også skal være plads til for eksempel sport og en smule spil/gaming. Det sidste er dog ikke noget der tager særligt meget tid i hverdagen.

 - Jeg spiller mest FIFA og GTA, men det er slet ikke hver dag. Til gengæld ser jeg meget sport og spiller håndbold på hyggeniveau.

 Anders Dahl Hansson har ikke tage stilling til, hvor han gerne vil arbejde, som færdiguddannet – og så måske alligevel.

 - Der er brug for datamatikere over hele Danmark, Derfor bliver jeg ikke nødt til at flytte nogen steder. Men vi må se på, hvad der er af muligheder, når den tid kommer.

 

 

Hjalp denne side dig?