Del siden
 
       

El-installatører laver Le Mans-tur for underviser

Leif Peter Jensen, mangeårig underviser på Erhvervsakademi Dania i Hadsten, fik sit livs overraskelse, da de studerende på el-installatøruddannelsen afslørede, at han skal til Le Mans med dem.
Artiklen fortsætter under billedet En flerfarvet racerbil laver hjulspind på vej rundt i et sving på en racerbane.
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/el-installatoerer-laver-le-mans-tur-for-underviser/

Det er ikke hver dag, det er muligt at overraske en rutineret underviser og studiekoordinator som Leif Peter Jensen til en fremlæggelse. Det lykkedes alligevel for de studerende på 2. semester af el-installatøruddannelsen ved Erhvervsakademi Dania i Hadsten (i dag Randers, red.)

Som afslutning på en fremlæggelse om beskyttelsesmetoder startede en film fra sidste års 24-timers racerløb i Le Mans i Frankrig. Alle 19 studerende så med spænding på skærmen, og da den var slut, så de på Leif Peter Jensen, der sad bagerst i lokalet.

”Jeg ved ikke, om du har regnet det ud, men vi er jo en del, der er kommet til Hadsten og studere især på grund af dig. Derfor vil vi gerne give dig noget igen, og jeg har den store glæde at kunne invitere dig til dette års Le Mans-løb sammen med os, ” fortalte Thomas Nejsum til et tydeligt overrasket og rørt underviser.

Mange sponsorer hjælper til
Turen kommer til at foregå den 13.-14. juni, hvor de studerende og Leif Peter Jensen med bus kører via Frankfurt og Schneider Electric til Le Mans.

Den mangeårige underviser har aldrig før været til løbet, men ofte talt om gerne at ville til det. I år, hvor Leif Peter har været tilknyttet uddannelsen i Hadsten i 30 år, skulle det være. Det sker med hjælp fra mange sponsorer, som de studerende selv har skaffet.

”Da virksomhederne hørte, at turen var for Leif Peter Jensen, ville de gerne støtte den. Vi er taknemmelige for alle bidrag, vi har fået fra Solar, Teknisk Landsforbund, Hessellund, AO, Den jydske Haandværkerskole, Larsen Installation, Brdr. Bagner A/S, Ormslev el, Sveigaard A/S og Erhvervsakademi Dania. Uden dem kunne det ikke lade sig gøre, ” forklarer Thomas Nejsum, der er tovholder på projektet sammen med to andre studerende.

Leif Peter Jensen er imponeret over de studerendes arbejde med turen.

”Det her vil jeg under ingen omstændigheder gå glip af, og jeg vil glæde mig ubeskriveligt meget til det,” sagde Leif Peter Jensen efter afsløringen. Han har siden 1985 været tilknyttet uddannelsen.

Se hvordan turen gik her

Hjalp denne side dig?