Del siden
 
       

Franskmand, studerende og far: ”Min fremtid er i Danmark”

Franske Hadji-Mary Cissé læser Marketing Management i Randers og kan ikke forstå, hvorfor der ikke er mere fokus på at bruge de internationale studerende i danske virksomheder
Artiklen fortsætter under billedet Hadji-Mary Cissé, der læser Marketing Management i Randers, sidder på gulvet hos sig selv sammen med kæresten Anne og datteren Ninna
2021-02-26
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/franskmand-studerende-og-far-min-fremtid-er-i-danmark/

Smilet er bredt hos 29-årige Hadji-Mary Cissé. Men den fransk-senegalesiske studerende har også meget at smile af. Hans livslange drøm om at få en videregående uddannelse er ved at gå i opfyldelse, han er i praktik ved en dansk virksomhed, der sætter pris på ham, og hans datter fylder snart et år.

Men når emnet handler at lukke hans videregående Marketing Management-studie i Randers, bliver han alvorlig. For ham giver det ikke mening i en globaliseret verden på den måde at forsøge at lukke sig om sig selv.

”De internationale hold er jo en guldmine for danske virksomheder, der vil få et stort afkast og et nyt perspektiv ved at tage chancen og ansætte en international studerende. I første omgang kan de prøve en helt gratis i praktik og opleve, hvordan vi kan bidrage til at komme ind på nye markeder,” forklarer Hadji-Mary Cissé, der så studiekammerater have svært ved at finde praktikplads.

Læs også: Erhvervslivet: Bekymrende at skære på studiepladser

Jeg var heldig at få studieplads i Randers. Fordi det er et mindre sted, har vi fantastiske faciliteter og gode diskussioner med underviserne. De har tid til dig, holdene er ikke for store, og vi kan blive set og hørt. Det kan du ikke ved de store uddannelsessteder i de store byer

Hadji-Mary Cissé, Marketing Management-studerende på Dania

”Det forstår jeg bare ikke. Vi skal ikke først lære kulturen eller sproget for det marked, virksomheden gerne vil ind på. Det kan vi allerede. På den måde vinder du som virksomhed. At lukke uddannelser er som at fjerne jorden under dine fødder, og det vil sætte danske firmaer tilbage. Globalt mindset er nødvendigt for at vokse og hyre flere danske medarbejdere,” siger han passioneret.

Læs også: Tre uddannelser i fare for at lukke i Randers

Danmark er hjem
Han har de sidste syv år boet i Danmark, arbejdet som kok og blevet HF-student. På dansk. Det var ikke nemt, fordi han skulle arbejde dobbelt med at forstå lektierne på dansk og derefter lave dem. Men han har altid villet studere og få sig en videregående uddannelse, og er der noget Hadji-Mary vil, så går han også helhjertet efter det. Derfor taler han også dansk, og da han skulle finde praktikplads, endte han med tre forskellige tilbud i Aarhus, Viborg og Randers. Han endte med at vælge Viborg ved Xplor XR, som designer og udvikler virtual reality og 3D-løsninger.

”Her skal jeg forberede dem til at gå ind på det franske marked, men jeg ser også generelt på, hvad de mangler, og hvad vi kan optimere ved firmaet som fx flere showcases på hjemmesiden. Jeg er proaktiv, og det er ikke i min natur og sidde stille,” smiler han.

Plads og tid i Randers
Det var lidt tilfældigt, at Hadji-Mary Cissé endte med at læse i Randers og ikke Aalborg eller Aarhus. I dag er det det bedste, der kunne ske.

Artiklen fortsætter under billedet Hadji-Mary Cissé, der læser Marketing Management i Randers, sidder på gulvet hos sig selv sammen med kæresten Anne og datteren Ninna Hadji-Mary Cissé er international studerende i Randers. Han har skabt sig et liv i Danmark og bor i dag sammen med kæresten Anne og deres datter Nina på 11 måneder. Foto: Anne-Mette Gyldenløv.

”Jeg var heldig at få studieplads i Randers, for her ser man på potentialet hos den enkelte. Fordi det er et mindre sted, har vi fantastiske faciliteter og gode diskussioner med underviserne. De har tid til dig, holdene er ikke for store, og vi kan blive set og hørt. Det kan du ikke ved de store uddannelsessteder i de store byer,” forklarer Hadji-Mary Cissé, der til sommer bliver færdiguddannet fra Erhvervsakademi Dania.

Lige nu ved han ikke, om han skal læse videre indenfor økonomi og salg, blive selvstændig eksportkonsulent eller få et arbejde, hvis han får muligheden for det. En ting er dog sikkert.

”Jeg vil være i Danmark, og jeg kan ikke se mig selv bo andre steder end her. Jeg er her, og jeg tilfører noget andet til det danske samfund, som gerne skulle gøre det bedre for alle. Vi internationale er her for at bidrage – ikke for at rykke eller ødelægge samfundet,” slutter han.

I alt går der lige nu 58 studerende på 2. og 4. semester på Marketing Management ved Erhvervsakademi Dania i Randers.

Hjalp denne side dig?