Del siden
 
       

Hybrid undervisning giver nye muligheder hos Siemens Gamesa Renewable Energy

Det er svært at få tid til efteruddannelse. Men det lykkes for Siemens Gamesa Renewable Energy ved at bruge en kombination af fysisk og online efteruddannelse hos Erhvervsakademi Dania
Artiklen fortsætter under billedet
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/hybrid-undervisning-giver-nye-muligheder-hos-siemens-gamesa-renewable-energy/

Jens Mark Pedersen er Training Coordinator hos Siemens Gamesa Renewable Energy, og gennem mange år har han haft en kæphest med at få så mange medarbejdere på efteruddannelse som muligt.

”Det er en vanvittig god mulighed med hybrid. Hvis det her fungerer, så kan vores servicefolk i hele verden få det. Det giver en masse fleksibilitet, og det er det, som folk har brug for,” siger han nærmest triumferende.

Artiklen fortsætter under billedet For Jens Mark Pedersen er efteruddannelse af kollegaerne en hjertesag

I kølvandet på corona, hvor al undervisning rykkede online, er den hybride undervisning opstået. Her vælger man mellem at møde op på lokationen eller deltage online fra der i verden, hvor man nu engang er. Og det har for første gang løst noget af Jens Marks udfordring.

Efteruddannelse giver dygtigere medarbejdere

Ønsket om efteruddannelse hos Siemens Gamesa Renewable Energy skyldes helt enkelt ønsket om at være en god arbejdsplads og sikre virksomheden den bedste arbejdskraft. Og Siemens Gemesa oplever ganske enkelt, at medarbejdere, der kommer hjem fra efteruddannelse, er blevet dygtigere.

”Vi får rigtig meget ud af det her. Vi har skabt en kultur, hvor efter- og videreuddannelse er en del af vores snak. Vi kan være med til at løfte vores medarbejdere fra ufaglært til faglært eller videre, og det gør, at vi er med til at sikre, at vi har kvalificeret arbejdskraft. Og den er vi dybt afhængig af,” fortæller Training Coordinatoren.

Derfor kan han næsten heller ikke stoppe med at se perspektiver i hybrid efteruddannelse for Siemens Gamesa Renewable Energy. Fx vil nogle servicefolk kunne tage uddannelse i de uger, hvor de er ude i verden, så de kan være sammen med familien i de uger, hvor de er hjemme.

Vi får rigtig meget ud af det her. Vi har skabt en kultur, hvor efter- og videreuddannelse er en del af vores snak. Vi kan være med til at løfte vores medarbejdere fra ufaglært til faglært eller videre, og det gør, at vi er med til at sikre, at vi har kvalificeret arbejdskraft. Og den er vi dybt afhængig af.

Jens Mark Pedersen, Training Coordinator hos Siemens Gamesa Renewable Energy

Deltager på lige fod

Henning Lyst og Jesper Kofod er to af de første medarbejdere, som Siemens Gamesa Renewable Energy har sendt på hybrid efteruddannelse. Henning Lyst tager bilen til Erhvervsakademi Dania for at deltage, mens Jesper Kofod nogle dage møder op, mens han andre dage følger med hjemmefra.

Begge er glade for undervisningen og uddannelsen, og deres indtryk er, at alle er med i undervisningen på lige fod, uanset om de følger med fysisk i lokalet eller sidder på bagerste række på væggen på en skærm.

”De (onlinedeltagerne, red) byder ind på samme måde som vi andre. Det er jo noget helt andet, fordi man har video på. Tidligere havde man jo bare telefonen. Jeg synes, det er udmærket, og det er jo ikke så forskelligt fra at deltage i et online møde, som vi har til dagligt,” konstaterer Henning Lyst, der er HSE-officer. HSE står for health (sundhed), safety (sikkerhed) og environment (miljø).

Jesper Kofod, der til dagligt er Data Specialist, er enig med sin kollega og nu også studiekammerat.

”Det er rigtig nemt at følge med hjemmefra. Selve setuppet fungerer bare, og man kan høre folk, og man føler sig inkluderet i undervisningen. Jeg prøver bare at fange et øjebliks stilhed og bryder ind, hvis jeg vil sige noget. Og det fungerer også fint, når vi bliver smidt ud i grupper.”

Artiklen fortsætter under billedet Henning Lyst ville ønske, at han havde været på efteruddannelse tidligere.

Godt og skidt at være online

Jesper Kofod er særligt begejstret for den fleksibilitet, som det hybride har givet ham i forbindelse med efteruddannelsen.

”Det giver en fleksibilitet med hybrid undervisning, som er virkelig god. Jeg står lige i byggerod, og så kan jeg være hjemme de dage, hvor der er brug for mig der,” fortæller han.

Artiklen fortsætter under billedet Jesper Kofod synes det var dejligt, at han kunne vælge mellem at møde op til undervisningen online eller på campus i Silkeborg.

Når han alligevel nogle gange tager bilen og kører til Danias campus, hvor undervisningen foregår, hænger det sammen med, at der også er noget, som man ikke helt får med hjemmefra.

”Læringen er til dels den samme, uanset om jeg møder op eller deltager online. Undervisningen er helt den samme, men man går lidt glip af smalltalk i pauserne. Og det er jo lidt minusset ved det. Men man kan ikke være med alle vegne,” konstaterer han med et smil.

Hybrid projektledelse

Kollegaerne deltager i akademifaget projektledelse, som er en del af akademiuddannelsen i ledelse. Henning Lyst begyndte, fordi Jens Mark Pedersen pressede ham lidt, og fordi hans nærmeste leder en dag kom til at kalde en opgave for et projekt.

 

”Jeg syntes, at jeg var klædt rimeligt på, men jeg skulle da klart have været på kursus noget før. Nu kan jeg sætte navn på en teori. Før var det bare sådan noget med, at jeg synes det. Uddannelsen klæder mig på til at lave en opgave mere forståeligt. Det er noget, mine kollegaer kan se, at jeg får glæde af,” siger Henning Lyst, som også vil anbefale sine kollegaer, uanset om de arbejder på kontor eller har et praktisk job, at tage på efteruddannelse.

 

Det er rigtig nemt at følge med hjemmefra. Selve setuppet fungerer bare, og man kan høre folk, og man føler sig inkluderet i undervisningen. Jeg prøver bare at fange et øjebliks stilhed og bryder ind, hvis jeg vil sige noget. Og det fungerer også fint, når vi bliver smidt ud i grupper.

Jesper Kofod, hybridstuderende

Det samme vil Jesper Kofod, som også forventer, at han selv vil på efteruddannelse igen.

”Det bliver en gang i det nye år, at jeg kigger ind i, hvad jeg skal supplere op med. Det skal jo også lige passe med firmaet. Men det har klart været en øjenåbner at være på det her forløb. Det har været en god uddannelse.”

Viden om efter- og videreuddannelse for faglærte og ufaglærte

Der tales ofte om efteruddannelse, uanset om der er tale om efter- eller videreuddannelse. Reelt ligger forskellen i, om du uddanner dig til et højere niveau i det formelle uddannelsessystem eller ej. Hvis du læser et højere niveau, er der formelt tale om videreuddannelse.

Akademiuddannelser og-fag er relevante efter- og videreuddannelsesmuligheder for ufaglærte og faglærte.

Akademiuddannelser er videregående uddannelser, og derfor vil der være tale om videreuddannelse, hvis man som faglært eller ufaglært læser en akademiuddannelse.

Personer med højere uddannelsesniveau kan også deltage og få stor glæde af akademiuddannelser. For dem vil der være tale om efteruddannelse, da deres uddannelse i uddannelsessystemet i forvejen er på højde med eller højere end akademiuddannelsen.

Hvad er hybrid undervisning?

Hybrid undervisning er undervisning, hvor du kan vælge at møde op eller vælge at følge med i undervisningen online.

Du følger med på lige vilkår og kan være aktivt deltagende i undervisningen fysisk eller online. Også i gruppearbejdet.

Erhvervsakademi Danias hybride undervisningslokaler er udstyret med ekstra skærme, højttalere, kameraer og mikrofoner. På den måde kan deltagere i lokalet og online se og høre hinanden.

Derudover er der installeret et kamera, som følger underviseren tæt, så onlinedeltagerne altid har god kontakt med deres underviser.

Onlinedeltagerne udgør så at sige blot en ekstra række borde i lokalet og kan bryde ind og deltage på samme måde, som sad de fysisk i lokalet.

Hjalp denne side dig?