Del siden
 
       

Leaser bil til butiksassistent, som pendler fra Skjern til Randers for at blive optiker

Pernille Nygård, medejer af Thiele i Skjern, mangler faguddannet personale i sin butik. Det tager hun nu konsekvensen af og leaser en bil til en af sine ansatte, så hun fra august kan starte på optometrist-studiet i Randers
Artiklen fortsætter under billedet Pernille Nygård og Anna Vindum Frik står foran Thiele butikken i Skjern
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/leaser-bil-til-butiksassistent-som-pendler-fra-skjern-til-randers-for-at-blive-optiker/

Det er, i kroner og øre, en dyr investering at lease en bil. Og det er, i timer og minutter, en stor investering af pendle fra Skjern til Randers for at tage en uddannelse.

Men hvor der er vilje, er der vej, og Pernille Nygård har valgt at tage et initiativ for at skaffe flere optikere til Skjern og omegn.

Læs også: Branche og uddannelse i opråb: Danskerne ser dårligere, men for få bliver optikere


”Jeg er så privilegeret, at jeg har søde og dygtige butiksassistenter ansat. Men jeg mangler faguddannede optikere, også kaldet optometrister, og dem er der ikke mange af i Skjern eller området omkring os. Derfor har jeg valgt at lease en bil til Anna Frik der har været ansat som assistent i tre år, så hun får mulighed for at pendle til optometrist-studiet i Randers”, fortæller 48-årige Pernille Nygård, der selv blev uddannet optiker i 1997.

Hun har i de sidste 25 år drevet forretning i Skjern – de første 18 år som en del af Profil Optik og siden 2016 i den landsdækkende kæde, Thiele.

Vi er nødt til selv at tage initiativer
En optiker må, i modsætning til en ikke-faguddannet, tage synsprøver og må stille diagnoser i forlængelse af en synstest. Testen er ofte udgangspunkt for et brillesalg, og den er et vigtigt grundlag for at give kunderne en god service. Men det er bestemt ikke Pernilles eneste motivation:

”Mange brillebutikker uden for de største byer har udfordringer med at rekruttere optikere. Vil vi ændre noget ved det, må vi i branchen selv være med til at tage ansvar og tage nye initiativer. Jeg har valgt at lease en bil, fordi jeg gerne vil give Anna Frik en mulighed for at tage en uddannelse. Men det er også en motivation at tiltrække flere optikere her til området, for det vil i sidste ende sikre kunderne den bedst mulige service”, siger Pernille Nygård.

Det har bestemt været det afgørende, venlige skub i den rigtige retning, at Pernille har valgt at lease en bil til mig, så jeg kan pendle til Randers

Anna Vindum Frik, optikerassistent

Derfor tilbyder Pernille også, hvis der er andre fra Skjern eller oplandet omkring, der har lyst til at starte op på optometristuddannelsen i Randers til august, at de kan køre med i pendlerbilen.

Er klar på at pendle to timer – hver vej
Anna Vindum Frik er 25 år, bor i Skjern sammen med sin mand, og hun har været ansat hos Thiele i Skjern som butiksassistent siden starten af 2020. Det er hun rigtig glad for - både arbejdet, kunderne og stemningen i butikken.

Men hun vil gerne have flere faglige værktøjer i sit arsenal, når hun skal guide kunderne, og det gør hun nu noget ved:

FAKTA om optiker

  • En optiker – kaldet en optometrist - er en person, der er uddannet i synet.
  • En optiker kan registre synsproblemer, udlevere og tilpasse kontaktlinser og briller.
  • Det kræver en videregående uddannelse på bachelorniveau i 3,5 år og en autorisation fra Sundhedsstyrelsen at blive optiker.
  • Gennemsnitslønnen for en optiker er 40.508 kr. inkl. pension ifølge fagforeningen Serviceforbundet for Urmagerne og Optikerne
  • På landsplan ligger arbejdsløsheden på omkring 1 % for optikere. For læger er den 1,8.

”Jeg har løbende snakket med Pernille om optometrist-uddannelsen, og min søster er også uddannet optiker. Derfor kender jeg jo godt uddannelsen, og jeg har overvejet den uden at gøre noget ved det. Så det har bestemt været det afgørende, venlige skub i den rigtige retning, at Pernille har valgt at lease en bil til mig, så jeg kan pendle til Randers”, glæder Anna Vindum Frik sig og siger videre:

”To timer i bil hver vej er lang tid, og jeg er endda ikke så begejstret for at køre bil. Uddannelsen er 3½ år lang, men ud af de 3½ år er der praktik i 1½ år, så det er til at overskue. Og min søster bor i Aarhus, så det kan godt ske at jeg tager en overnatning der – og får lidt lektiehjælp – en gang imellem”.

Det er en livsinvestering
En uddannelse er en investering i fremtiden. Anna Vindum Frik kalder det faktisk en livsinvestering, at hun efter sommerferien både kaster sig ud i uddannelse og et pendlerliv, der lægger fire timer oven i en travl studiedag:

”Jeg er bevist om, at det bliver hårdt. Men mit perspektiv er, at det er en investering for livet. Med en optometristuddannelse lærer jeg jo alt det tekniske og det alt det nørdede, som jeg synes er spændende. Det giver mig redskaberne til at give kunden ekstra god service og tryghed i processen med at vælge briller” pointerer Anna Vindum Frik.

Men hvad nu, hvis det ikke går?

At uddannelsen slet ikke er Anna, og virkeligheden ikke lever op til forventningerne?

”Pernille kan se et potentiale i mig. Det er jeg glad for, og jeg vil gøre alt for at leve op til den tillid. Men vi har også aftalt, at hvis det ikke går med uddannelsen, så er vi lige gode venner af den grund, og jeg kan fortsætte som assistent i butikken”, slutter Anna Vindum Frik.

Hjalp denne side dig?