Del siden
 
       

Pirater hjælper børn med at se verden gennem computerspil

Test dit syn for børn i spillet ”Øje Øje” Kaptajn og leg gyserspil med historiske elementer. Det er nogle af de ambitiøse projekter, som datamatikerstuderende fra Erhvervsakademi Dania i Grenaa har udviklet.
Artiklen fortsætter under billedet De tre Dania-Games studerende Henrik, Jonas og Daniels foran et skræmbillede af det øjetestspil, som de har udviklet
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/pirater-hjaelper-boern-med-at-se-verden-gennem-computerspil/

Datamatikerstuderende fra Erhvervsakademi Dania i Grenaa har den seneste måneds tid udviklet spil med en stor nytteværdi.

Under navnet ”Serious Games” har de i samarbejde med eksterne klienter heriblandt en forfatter, et politisk parti, en børnepsykolog samt undervisere og studerende fra optometristuddannelsen hos Erhvervsakademi Dania i Randers udviklet computerspil med vigtige elementer af læring. Et af spillene er et gyserspil, som de studerende har udviklet med en forfatter, der er vild med krimier, gys og horror-historier.

”Vi har i et tæt samarbejde med gyserforfatter Henrik Sandbeck Harksen udviklet et spil, som skal få spilleren til at føle, at man er der. Vi har derfor brugt stærke lydeffekter og en fortællende grafik, der skal tage os med ind i en gyserverden,” fortæller Tue Zepernick, 3.semesterstuderende på datamatikeruddannelsen.

”Ved at klikke på forskellige elementer får brugeren flere historier undervejs. Og her har vi vores forfatters egne gyserhistorier som væsentlige elementer”, forklarer Tanya Holst, 3.semesterstuderende på datamatikeruddannelsen.

Udover de mange uhyggelige lyde, der skal skabe den rigtige gyserstemning, har de studerende selv lagt egne stemmer på animationsfigurerne og i fortællerrollen. Det var lidt af en udfordring, som krævede mange timers arbejde med gentagelse efter gentagelse i et rigtig lydstudie med en professionel lydmand, men med Tanya Holsts erfaring fra teaterbranchen lykkedes det holdet at få skruet en god fortælling sammen, som forfatteren Henrik Sandbeck Harksen efterfølgende godkendte.

Artiklen fortsætter under billedet Studerende fra Erhvervsakademi Dania indspiller lyd til et spil, som han har udviklet Datamatikerstuderende Tue er i gang med lydinspilninger til det gyserspil, som han og studiekammeraterne har lavet i samarbejde med en gyserforfatter.

Spil er andet end underholdning

I samarbejde med Viden Djurs har de studerende udviklet en stærk grafisk gyserfortælling, hvor der er strøet lig rundt omkring på et kontor. Men hvordan er menneskene døde? Hvad er deres historie, og hvorfor skal spillerne tilbage i tiden for at finde spor? Disse spørgsmål er en stor del af computerspillet, hvor spillerens logik og evnen til at ”regne” den ud kommer på prøve.

”Vi vil vise, at computerspil er en rigtig god måde at lære og er andet end underholdning. Derfor kalder vi det også ”Serious Games”. Der er en stor grad af læring i vores spil, og det vil vi godt vise omverdenen, fortæller adjunkt og underviser,” Kenneth Lodahl.

Vi vil vise, at computerspil er en rigtig god måde at lære og er andet end underholdning. Derfor kalder vi det også ”Serious Games”. Der er en stor grad af læring i vores spil, og det vil vi godt vise omverdenen.

Kenneth Lodahl Nielsen, adjunkt Dania GAMES

Artiklen fortsætter under billedet Øjetestspil udviklet i et samarbejde mellem optometrist- og datamatikerstuderende fra Erhvervsakademi Dania I spillet "Øje Øje Kaptajn" skal børn vælge den fisk, som svømmer samme vej, som tænderne på E'et vender.


Synstest for børn gennem et sørøverspil

En anden gruppe studerende har udviklet en synstest for børn, som de kan prøve af derhjemme. Daniel Skjølstrup, Jonas Meilvang, Henrik Rømer og Dennis Ly har udviklet sørøverspillet med titlen ”Øje Øje Kaptajn” – i stedet for det gængse ”Aye Aye Kaptajn”- som fans af pirat/sørøverfilm måske har hørt mange gange. Spillet er målrettet de 4-7 årige.

Spillet har de skabt i samarbejde med optometrist-studerende fra Erhvervsakademi Dania i Randers, hvor to bachelorstuderende skal prøve spillet af i forbindelse med deres afsluttende opgave. Formålet er at finde ud af, hvordan børns syn er ved at ”lege testen ind”. Børnene skal fortælle, hvilken vej et bogstav vender, mens fire fisk omkranser det. Det skal de gøre ved at klikke på den pil, som de mener er den rigtige. Resultatet af børnenes klik vil så vise en måling på øjnene.

”Børnene skal på en sjov måde finde ud af, om deres syn er, som det skal være. I stedet for måleinstrumenter har vi taget humoren og genkendeligheden i brug med en sørøver. Vi viser en masse bogstaver i forskellig størrelse, og så skal barnet selv pege på, om det er vendt til den ene side eller den anden side. Bogstaverne ændrer sig, efterhånden som testen skrider frem, ” siger Henrik Rømer, som er en af udviklerne.

”Øje Øje”-spillet er nu afleveret til de to bachelorstuderende i Randers, der vil finde ud af, om det kan bruges fremadrettet, mens gyserspillet har fået så megen ros og opmærksomhed af forfatteren, at han vil søge økonomiske for at få spillet på markedet.

Hjalp denne side dig?