Del siden
 
       

Praktikant bliver ny afsætningsninja

Nivikka Ezekiassen fandt arbejdsglæden i sit praktikophold hos Miracle Q-inspect A/S. Her bruger hun teorierne fra sin handelsøkonom-uddannelse i Horsens i praksis, og hun gør det så godt, at hun har sikret sig job og en plads i finalen om at blive det bedste praktikophold i Dania
Artiklen fortsætter under billedet
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/praktikant-bliver-ny-afsaetningsninja/

Konkurrencen om at blive Danmarks bedste praktikophold er i gang på landsplan. En af finalisterne er Nivikka Ezekiassen, der har indstillet sin praktikplads Miracle Q-inspect A/S i Aarhus, til den prestigefyldte pris. Her fik hun nogle arbejdsopgaver, der var sat i rammer – ikke i kasser – og den frihed hjalp hende til at gå glad på arbejde.

Nivikka Ezekiassen har, før hun startede på handelsøkonom-uddannelse i Horsens, erhvervserfaring som butiksassistent og butikschef. I butiksbranchen er det i høj grad åbningstiderne, som dikterer arbejdstiden. Men hos Miracle Q-inspect A/S har hun en anden fleksibilitet. Her kan hun gå tidligt for til gengæld at arbejde en time om aftenen, hvis det passer bedst ind i hende og familiens hverdag.

Både strategisk og praktisk
I løbet af sit praktikophold har Nivikka Ezekiassen været i kontakt med alle dele af organisationen hos Miracle Q-inspect A/S. Hun har været med fra start til slut i projekter, hun har arbejdet både strategisk og praktisk - og så har hun ikke mindst haft indflydelse:

Det er en kæmpe frihed, at jeg selv kan tilrettelægge min arbejdstid

Nivikka Ezekiassen, praktikant

”Det er en helt ny ting for mig, at jeg selv kan tilrettelægge min arbejdstid. Det er en kæmpe frihed. Den frihed har jeg brugt til at springe ud i det og tage initiativer. For det er på den måde, at man får ansvar og får lov til at være med, hvor der bliver taget beslutninger. Men der er jo ikke nogen, der ved, hvad jeg ikke ved, så i starten blev jeg nødt til at være opsøgende og spørge meget, men det fungerer jeg fint med,” siger Nivikka Ezekiassen og forklarer videre: 

”Jeg synes egentlig, at jeg i min praktik har brugt meget af den teori, jeg har med mig fra handelsøkonom-uddannelsen. Og meget af det, vi har lært om e-handel, har jeg brugt mere eller mindre 1:1. Så det har været rart, at nogle af arbejdsopgaverne har været genkendelige og andre helt nye”.

De opgaver praktikanten løser skal have værdi for virksomheden

Max Laursen, direktør Miracle Q-inspect A/S

Hun kommer med noget krudt
Max Laursen er direktør Miracle Q-inspect A/S, og det er ham, som ansatte Nivikka Ezekiassen som praktikant:

”Vi ansætter vores praktikanter på lige vilkår med vores andre ansatte, og de opgaver praktikanten løser, skal have værdi for virksomheden. Som udgangspunkt var der nogle opgaver, som vi gerne ville have løst, men vi havde ikke en egentlig dosmerseddel. Så heldigvis har Nivikka selv været god til at byde ind, hun har taget det sure med et søde, og hun har ikke haft berøringsangst i forhold til opgaverne,” roser Max Laursen.

I mange virksomheder opstår der hurtigt rutiner, uden at man egentlig ved hvordan og hvorfor. Det har Nivikka Ezekiassen gjort noget ved hos Miracle Q-inspect A/S, fortæller Max Laursen:

”Det er befriende, at Nikvikka kommer ind med noget frisk luft og noget nyt krudt. Og vi har mange rutiner i vores måde at arbejde på som Nivikka har spurgt ind til og udfordret. Det har været rigtig godt,” forklarer han.

Nivikka Ezekiassens praktik slutter den 30. april 2022, og så skal hun skrive hovedopgave. Men allerede nu har Miracle Q-inspect A/S valgt at ansætte hende som deres nye afsætningsninja, når eksamen er i hus.

Landsfinale i København 25. maj
Nivikka Ezekiassen skal dyste mod fire andre finalister til Årets Dania Praktik 2022 den 22.april på Erhvervsakademi Dania i Randers. Her får hun fem minutter til at overbevise publikum om, at hun skal vinde prisen som årets bedste praktikophold på Dania.

Hvis hun vinder, går hun videre til landsfinalen i København i Industriens Hus 25. maj, hvor alle landets erhvervsakademier er med. Dommerpanelet her består af blandt andre folketingspolitiker Ida Auken (Socialdemokratiet), næstformand i FH Nanna Højlund og Karsten Breum, HR-direktør i Danske Bank.

Hjalp denne side dig?