Del siden
 
       

Anders startede på produktionsteknologuddannelsen efter mange år i erhvervslivet

49-årige Anders Madsen havde en solid erhvervserfaring med sig, da han begyndte på produk-tionsteknologuddannelsen på Dania i 2024. Den erfaring har været et vigtigt fundament for ham i et vellykket fagligt sporskifte.
Artiklen fortsætter under billedet
2025-06-23
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/anders-startede-paa-produktionsteknologuddannelsen-efter-mange-aar-i-erhvervslivet/

Nogle gange skal der et lille ’puf’ til, før man træffer en beslutning - for man ved, hvad man har, men man ved ikke, hvad man får. Sådan var det også for Anders, der fik sit ’puf’ fordi den virksomhed, han var ansat i lukkede og slukkede:

”Jeg var klar til nye udfordringer, allerede før virksomheden lukkede. Men nu var jeg pludselig tvunget til det, og det passede mig egentlig godt. Jeg har nemlig haft fingrene helt nede i produktionen i mange år, og jeg ville hellere arbejde med optimeringer på et overordnet niveau”, forklarer Anders Madsen.

Et godt grundlag for at træffe de rigtige beslutninger
Anders kendte ikke til produktionsteknologuddannelsen, før der blev ansat en produktionsteknolog i den nu lukkede virksomhed, han var ansat i. Og det var præcis de ting, produktionsteknologen  arbejdede med, som Anders også godt kunne tænke sig at beskæftige sig med:

”Produktionsteknologen arbejdede med optimeringer i produktionen, og det var de opgaver, der tændte mig. Så jeg begyndte at spørge ind til, hvad han havde lært på uddannelsen, og hvordan han brugte det i hverdagen. Og jeg fandt jo ud af, at han havde en meget bred viden, og et rigtig godt grundlag for at træffe de rigtige beslutninger. Det gjorde udslaget for mig, så på det tidspunkt da virksomheden lukkede, besluttede jeg mig for at søge ind på uddannelsen”, siger Anders Madsen.

Jeg fandt jo ud af, at produktionsteknologer har en meget bred viden, og et rigtig godt grundlag for at træffe de rigtige beslutninger.

Anders Madsen, produktionsteknolog-studerende

En investering i fremtiden
Både konen og børnene bakkede op om, at Anders tog en tørn som studerende, og der var enighed om, at to år på SU kunne de godt klare:

”Vi ser det som en investering i fremtiden. En faglig investering. For med produktionsteknologud-dannelsen kan jeg arbejde i alle brancher. Det er en uddannelse, der spænder meget bredt, og jeg kan være med til at gøre en forskel for mange virksomheder”, pointerer Anders Madsen og fortsætter:

På uddannelsen er vi flere med en solid erhvervserfaring - det fungerer godt, fordi vi lærer meget af hinanden.

Anders Madsen, produktionsteknolog-studerende

”På uddannelsen er vi flere med en solid erhvervserfaring - det fungerer godt, fordi vi lærer meget af hinanden. Vi diskuterer nemlig mange ting i klassen, og det er en rigtig god måde for mig at lære tingene på. Og så gør det også en forskel, at uddannelsen er meget praktisk, og at der er en sammenhæng mellem de ting, vi lærer, og de ting, vi kommer til at beskæftige os med som færdiguddannede”.

Nye kompetencer bliver sat i spil
Selvom Anders kun lige er ved at afslutte andet semester på uddannelsen, kommer hans nyvundne kompetencer allerede i spil. Han skal nemlig hjælpe en virksomhed med at installere og optimere en hybrid trykkemaskine i en del af sin sommerferie:

”Det er en maskine, jeg har arbejdet med tidligere. Så derfor kan jeg både hjælpe med at installere og optimere den. Og jeg glæder mig. For nu får jeg mulighed for at afprøve mange af de teknikker og værktøjer, jeg har lært det sidste år, og jeg kan hjælpe de nye ejere med at give dem en forstå-else for, hvad maskinen kan. På den måde får de noget ud af det, og jeg får noget ud af det”, slutter Anders Madsen.

Fakta

Produktionsteknologuddannelsen er en to-årig kort videregående uddannelse med tre måneders SU-berettiget praktik.

Som produktionsteknolog får du en grundig teoretisk og praktisk viden, der klæder dig på til job inden for produktionsstyring, design, konstruktion og lignende. Du kan fx blive produktudvikler, projektleder, kvalitetskoordinator, maskinkonstruktør, produktionstekniker og iværksætter.

Hjalp denne side dig?