De har delt kontor, eksamener, undervisning og tusindvis af timer sammen. Nu går Joan Jørgensen og Laurids Dam på pension med få ugers mellemrum efter næsten tre årtier som kolleger på produktionsteknologuddannelsen på Erhvervsakademi Dania.
Joan Jørgensen stopper ved udgangen af juni efter knap 30 år som statsansat, mens Laurids Dam går på pension ved udgangen af juli efter 28 år og syv måneder.
Selvom begge glæder sig til et nyt kapitel, er det ikke uden vemod, at de lukker døren til undervisningslokalet for sidste gang.
Vi har været et godt team, og det gode samarbejde har betydet meget gennem årene
Joan Jørgensen, mangeårig underviser på produktionsteknolog-studiet
– Nu er der frihed til at lege og gøre, hvad vi har lyst til. Men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke har været glade for at være her. Nu har vi aftjent vores værnepligt, siger Joan Jørgensen.
De studerende har været det bedste
Når Joan Jørgensen og Laurids Dam ser tilbage på næsten 60 år som undervisere tilsammen, er det især én ting, der fylder.
De studerende.
– Det bedste ved jobbet har været at se, hvor meget de flytter sig, siger Laurids Dam, og fortæller om glæden ved at møde tidligere studerende, som vender tilbage og beretter om spændende karrierer og store ansvarsområder.
For nylig oplevede Joan en studerende blive ansat som kvalitetschef, allerede inden eksamensbeviset var i hus.
– Så bliver man da også glad i låget, siger hun med et smil.
For Laurids Dam er de bedste øjeblikke dem, hvor undervisningen pludselig falder på plads.
– Det er, når vi kan høre, at de studerende har fået den brede forståelse af, hvordan tingene hænger sammen, og hvordan teorien bruges ude i virksomhederne, forklarer han med henvisning til, at mange studerende i praktikken oplever, hvordan teoretiske emner først giver rigtig mening, da de blev omsat til praksis i produktionen.
Man skal finde sin egen måde
Begge begyndte deres karriere i industrien, før de gik undervisningsvejen
Joan Jørgensen er uddannet maskinarbejder og maskiningeniør, mens Laurids Dam er uddannet automekaniker og maskiningeniør.
Og selvom de i dag er rutinerede undervisere, husker de tydeligt de første år.
– Det er enormt hårdt at starte som ny underviser. Du skal ikke bare have styr på det faglige. Du skal også finde ud af, hvordan du underviser i det, siger Joan Jørgensen og forklarer, at med tiden kommer erfaringen. Ikke kun den faglige, men også forståelsen for mennesker.
– Man lærer, at studerende er forskellige, og at man skal kunne forklare tingene på forskellige måder, så alle kan være med.
Hvis Laurids skal give et råd videre til nye undervisere, er det enkelt:
– Man er nødt til at være sig selv. Ellers bliver man afsløret alligevel.
Et stærkt makkerskab
Gennem næsten tre årtier har Joan Jørgensen og Laurids Dam arbejdet tæt sammen om uddannelsen.
Og det er ikke kun de studerende, de kommer til at savne.
– Vi har altid arbejdet supergodt sammen, Joan og jeg. Vi har ikke altid været enige, men når vi så har vi fundet en løsning, står vi på mål for det, vi har besluttet. Sammen, siger Laurids Dam.
Ordene får straks Joan Jørgensen til at smile.
– Jeg har ikke kunnet ønske mig en bedre kollega end Laurids. Vi har været et godt team, og det gode samarbejde har betydet meget gennem årene. Jeg har aldrig været ked af at skulle afsted om morgenen, smiler hun.
Nu venter friheden
Selvom de kommer til at savne de studerende og kollegerne, glæder begge sig til det, der venter. Joan Jørgensen ser frem til mere tid i haven, flere træningsture med sine sønner, squashkampe og nye kreative projekter.
Laurids Dam har også planer nok. Der venter både havearbejde, karate, boksning, hjælp til en kammerats byggeprojekt og renovering af sønnens håndværkertilbud i Bagsværd.
– Jeg kommer nok ikke til at kede mig, smiler han.
Selvom Joan Jørgensen og Laurids Dam glæder sig til friheden, er der én ting, de kommer til at savne: Samtalerne med de studerende. Dem, der lige pludselig forstår teorien. Dem, der får deres første store job. Og dem, der nogle år senere vender tilbage for at fortælle, hvordan det går. Det er tydeligt de historier, der har gjort næsten 60 år i undervisningslokalet umagen værd.