Del siden
 
       

Første studerende færdig på nyt studie

29-årige Kristine Morell fra Randers er den første dimittend fra bachelor i International handel og markedsføring fra Erhvervsakademi Dania. Da studiet var online, er der to ting, hun har kunne holde fast i
Artiklen fortsætter under billedet Kristine Morell, der er den første studerende, som er blevet færdig på bachelor i international handel og markedsføring, står med en buket blomster foran Erhvervsakademi Dania
2026-11-03
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/foerste-studerende-faerdig-paa-nyt-studie/

Hvad gør man, når man både har et arbejde, vil rejse og studere på samme tid?

For Kristine Morell fra Randers var svaret at læse bacheloruddannelsen på 1,5 år i international handel og markedsføring på Erhvervsakademi Dania. Studiet er nemlig online.

”Da jeg var færdig som markedsføringsøkonom i 2022, blev jeg tilbudt job i min praktikvirksomhed Salling Group, og det kunne jeg ikke forestille mig at forlade. Samtidig elsker jeg at rejse, men jeg havde også en drøm om at videreuddanne mig, så online-studiet var en unik mulighed for at kombinere det hele,” forklarer 29-årige Kristine Morell, der har taget sit studie med under armen ud i verden.

Jeg tror ikke, jeg havde taget den, hvis ikke den var online

Kristine Morell, dimittend fra bachelor-top-op i International Handel og Markedsføring

”Jeg har været i Tanzania, Ungarn, Rumænien, Spanien, England og Egypten i løbet af min uddannelse, og det er fantastisk, at jeg kunne indfri mine drømme, mens jeg læste”, fortæller hun glad og tilføjer, at det gjorde mange af hendes medstuderende også.

Relevant studie fuld af AI
Sidste år startede Kristine Morell på det første hold på bacheloruddannelsen International handel og markedsføring på i Dania.

Nu er hun den første, som dimitterer fra den nye uddannelse.

”Jeg har været meget begejstret for studiet, for jeg startede for at få en bredere faglig forståelse, og det har jeg fået indenfor især kunstig intelligens. Der er ingen tvivl om, at studiet var meget relevant at tage nu på grund af kunstig intelligens,” siger Kristine Morell, der valgte et valgfag i ’advanced digital marketing’ på studiet, hvor der blev undervist i meget AI.

Fakta om bachelor i International handel og markedsføring

  • Varighed: 1½ år (90 ECTS)

  • Niveau: Professionsbachelor (top-up)

  • Studieform: Online med ca. 16 lektioner om ugen

  • Fremmøde: To dages seminar på campus i Horsens ved studiestart

  • Praktik: Tre måneders SU-berettiget praktik i en virksomhed i Danmark eller udlandet

  • Studiestart: August/september

  • Undervisningssprog: Dansk

  • Indhold: Bl.a. forretningsudvikling, ledelse, branding, internationalt salg og bæredygtighed

”Jeg er meget positiv over, at vi lærer at arbejde med så meget ny teknologi og viden, som i dag udvikler sig sindssygt hurtigt. Jeg har fået en større forståelse for, hvordan AI kan hjælpe på mit arbejde med at lave fx forecasts, og det var ikke noget, jeg vidste før studiet,” tilføjer hun og roser samtidig underviserne og indretningen af uddannelsen.

Det gjorde, at hun i en travl hverdag kunne få det hele til at gå op.

Motivation og vilje
Nu er studietiden forbi, og det har efterladt Kristine med en mærkelig følelse.

”Jeg har ikke givet afkald på noget, og det gør, at det er underligt at være færdig. For… jeg gjorde det sgu! Det er en succesoplevelse, at jeg med min motivation og vilje har nået målet,” smiler hun glad og slutter:

”Jeg tror ikke, jeg havde taget den, hvis ikke den var online, og jeg kan kun anbefale uddannelsen.”

Hjalp denne side dig?