Ved årets optag på de videregående uddannelser har flere elektrikere end tidligere valgt at søge ind på studiet til el-installatør. På landsplan er optaget vokset med 54 procent på et enkelt år, viser tal for Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Det er også situationen i Randers, hvor 19 nye studerende på den videregående uddannelse til el-installatør på Erhvervsakademi Dania, hvilket er 10 flere end 2025, hvor ni startede på studiet.
En af dem er 23-årige Kasper Vang Johnsen fra Horsens, som elsker det teknisk svære som elektriker.
”Kompleksiteten i el har jeg forelsket mig i. Der er meget viden, som jeg gerne vil have, og jeg glæder mig til at møde det svære på studiet,” siger Kasper Vang Johnsen, der skal pendle til Randers for at læse på erhvervsakademiet.
Positiv udvikling
Udviklingen glæder TEKNIQ, som organiserer virksomhederne i det tekniske erhvervsliv.
”Installatørerne er eftertragtede i hele det tekniske erhvervsliv, så det er meget positivt og glædeligt, at søgningen til elinstallatøruddannelsen stiger markant. Det er godt nyt for både de studerende, virksomhederne og samfundet, som i stigende grad efterspørger tekniske kompetencer,” siger Jørgen Prosper Sørensen, der er uddannelseschef i TEKNIQ.
Kasper Vang Johnsen kender til studiet via sin far, som selv har læst til el-installatør på Dania, da det lå i Hadsten. Nu håber hans far på, at Kasper vil overtage firmaet efter studiet.
”Rolig nu far, siger jeg til ham. Det ved jeg slet ikke endnu,” smiler han og fortsætter:
”Lige nu glæder jeg mig til at møde det svære, blive klogere og få en viden, så jeg kan stå ved et anlæg og kan sige, hvad der er galt.”