Ivan har i sit forskningsprojekt målt effekten af filterglas for patienter med våd AMD - en øjensygdom, som især rammer ældre mennesker. Her har han undersøgt, om de orange filterglas, man udleverer til patienterne, faktisk virker og forbedrer synet.
Den type forskning er et eksempel på, hvordan forskning kan forbedre livskvalitet og skabe værdi for både det enkelte menneske og samfundet. Samtidig er det et godt eksempel på erhvervsakademiernes praksisnære og anvendelsesorienterede forskning.
Når vi forsker, bruger vi hinanden hele tiden
Ivan er meget bevidst om, at hvis skal han lykkes med sin forskning, er han afhængig af at forske sammen med andre. Og ’den andre’ er helt konkret lektor Marianne Ledet Maagaard. De har som duo arbejdet sammen på forskningsprojekter i flere år:
”Vi har forskellige baggrunde og forskellige styrker, og det er måske også derfor, at vi supplerer hinanden så godt. For når vi forsker, bruger vi hinanden hele tiden til at udveksle idéer, stille spørgsmål til hinanden og få styr på de praktiske ting. Vi er også frustrerede sammen, når der er noget, som driller, og tingene går i stå”, siger Ivan og Marianne og forklarer videre om deres samarbejde:
Vi har forskellige baggrunde og forskellige styrker, og det er måske også derfor, at vi supplerer hinanden så godt. For når vi forsker, bruger vi hinanden hele tiden til at udveksle idéer, stille spørgsmål til hinanden og få styr på de praktiske ting.
Ivan Nisted og Marianne Ledet Maagaard, lektorer og forskere på optometristuddannelsen
”Når vi arbejder så tæt sammen som vi gør, betyder det også noget, at vi fungerer godt sammen socialt. Det er dejligt at have en at fejre med, når tingene går godt, og det er rart at have en at støtte sig til, når det går mindre godt”.
Verdens mindste forskningsmiljø
Alting starter i det små. Og når det handler om forskning på optometristuddannelsen, har det været en proces, der er begyndt på den helt lille skala og som nu er vokset sig frem til at blive nationalt og internationalt anerkendt.
Det første spadestik blev taget, da Dania (før Dania blev til Dania) besluttede at prioritere forskningen og afsætte midler til det. Beslutningen blev truffet med en bevidsthed om, at der skulle være plads til at prøve og fejle – og prøve igen. Men én ting er at sige, at man vil forske, noget andet er at gøre det – og lykkes med det.
Så der blev taget små skridt i starten. For hvordan skaber man evidens for sin forskning? Og hvem kan hjælpe med at ’skole’ én i processerne? Men verdens mindste forskningsmiljø fandt sine ben, blandt andet gennem samarbejder med universiteterne. Det krævede samtidig hårdt arbejde og vedholdenhed, og det er den vedholdenhed, der i dag har udviklet sig til at være forskning, der er både aktuel og anerkendt i mange miljøer.
Forskning der gør en forskel – ikke bare i teorien men i hverdagen
Synssansen er helt afgørende for, at man kan opretholde en normal hverdag både fagligt og socialt. Det betyder også, at forskningen indenfor optometri får et stort fokus, selvom det er et forskningsfelt med en meget stor spændvidde:
”Det er meget motiverende at forske i noget, der kan gøre en forskel og flytte noget for mennesker, som er i en svær situation. Og det gælder uanset om vi kan være med til at hjælpe børn til at slippe af med hovedpine eller forsker i øjensygdomme, som potentielt gør mennesker blinde”, understreger Ivan og Marianne.
En af pointerne i den praksisrettede forskning er, at det er forskning, der kan være med til at gøre en forskel – ikke bare i teorien men i hverdagen:
”De fleste kan forholde sig til, at hvis man mister synet, er det et stort handicap. Derfor er der stor interesse for forskningen indenfor vores område. Det er der, fordi forskningen aktuelt kan være med til at ændre deres livssituation”, fastslår Ivan og Marianne.
Vi forsker for at give de studerende den nyeste viden med sig
Både Ivan og Marianne forsker i områder, som de også underviser i på optometristuddannelsen. De bruger cirka 1/3 af deres tid på forskningen, og de resterende 2/3 af tiden til undervisning og andre forpligtelser som lektorer. Og forskningen er i meget høj grad med til at udvikle både uddannelsen og de studerende, der hele tiden får mulighed for at arbejde med den nyeste viden inden for deres område:
”En af de vigtigste opgaver med vores forskning er, at vi skal udvikle uddannelsen, vi skal udvikle de studerende og vi skal sørge for at de studerende bliver klædt på med den nyeste viden. Vi kan mærke, at vi kan tænde de studerende på en ny måde, når vi inddrager vores egen forskning. Det gør nemlig en forskel for dem, at det er vores egen forskning, og at det ikke er en forsker, de ikke aner hvem er, vi refererer til i vores undervisning. På den måde kommer forskningen inden for deres rækkevidde, og de forstår det bedre”, pointerer Ivan og Marianne.
Faktisk har Ivan og Marianne helt konkret brugt studerende til at indsamle data på en lokal skole til et projekt, hvor de studerende efterfølgende arbejdede med at analysere de indsamlede data. Og når de studerende bliver involverede i forskningsprocesserne, er det meget nemmere at gøre dem interesserede.
Der er både nederlag og sejre
Formidlingsdelen er en væsentlig del af det at være forsker. Der er nemlig en betydelig legitimitet i at få formidlet sin forskning i anerkendte tidsskrifter. Dem er der ingen af i Danmark, så når Ivan og Marianne skriver forskningsartikler er det til internationale tidsskrifter:
”Den allerførste artikel vi sendte afsted til et tidsskrift, blev kort og konkret afvist. Og selvom det var benhårdt, at de ikke antog artiklen, lærte vi også meget af det. For vi skulle også forstå at formidle vores forskning på en måde, der var vedkommende for tidsskrifterne, og som samtidig forklarede, hvad det er, vi forsker i”, siger Ivan og Marianne.
Vi skulle forstå at formidle vores forskning på en måde, der var vedkommende for tidsskrifterne, og som samtidig forklarede, hvad det er, vi forsker i.
Ivan Nisted og Marianne Ledet Maagaard, lektorer og forskere på optometristuddannelsen
Blandt tidsskrifterne er der et eksplicit hierarki. Jo højere oppe i hierarkiet, jo sværere er det at få en artikel antaget, men jo større ’impact’ har de artikler, som bliver antaget. Og faktisk har Ivan og Marianne også oplevet, at en artikel, de havde sendt ind til et tidsskrift, blev sendt højere op i hierarkiet:
”På et tidspunkt sendte vi en forskningsartikel til et tidsskrift, der vendte tilbage til os og sagde: ’Den artikel er så god, at den skal højere op i hierarkiet’. Det var selvfølgelig en kæmpe sejr, og samtidig en stor motivationsfaktor i vores arbejde – og så er det altid dejligt, når vi kan fejre en sejr sammen”, slutter Ivan og Marianne.