25-årige Maria Stenderup drømte om et praktikforløb med opgaver inden for medarbejdertrivsel, kommunikation, projektledelse, og employer branding.
Den drøm gik i opfyldelse i afdelingen HR Development & Business Partnering ved JN Data, som leverer IT-drift og infrastruktur til den finansielle sektor.
- Jeg følte mig velkommen fra dag ét og oplevede, at JN Data brugte tid og ressourcer på mig. Blandt andet fik jeg en velkomstblomst før opstart, kom på onboardingforløb med alle andre nyansatte, blev medlem af et ungenetværk og blev inviteret med til alle de sociale arrangementer, som afdelingen og JN Data tilbød. Alt det gjorde, at jeg hurtigt faldt til, forklarer Maria Stenderup, der læste på International Hospitality Management på Erhvervsakademi Dania indtil januar.
Jeg er meget beæret og tager det som et stort skulderklap, at JN Data har lyst til at beholde mig i virksomheden
Maria Stenderup, International Hospitality Management-dimittend
Maria Stenderup er den første praktikant i Silkeborg-afdelingen, der studerer på et erhvervsakademi, da tidligere praktikanter kom fra universitetet.
- For os handler det ikke om en bestemt uddannelsestitel, men om motivation, nysgerrighed og lyst til at bidrage. Maria har vist, hvor meget værdi en erhvervsakademistuderende kan skabe, forklarer Rikke Holme, Vice President for HR Development & Business Partnering.
Ansvar fra starten
Fra første dag oplevede Maria Stenderup stor tillid og frihed under ansvar som blandt andet projektkoordinator på virksomhedens medarbejdertilfredshedsundersøgelse, hvor hun arbejdede med planlægning, koordinering og kommunikation.
- Opgaverne spændte bredt og fangede virkelig min interesse, og jeg har kunnet sætte mit eget præg på opgaverne. Rikke var min mentor, der støttede mig hele vejen, og med support fra resten af afdelingen oplevede jeg, at mine ideer blev taget seriøst, fortæller hun.
Under sin praktik arbejdede hun også med employer branding, altså hvordan arbejdspladsen tiltrækker medarbejdere.
Med afsæt i sin viden fra studiet var Maria Stenderup med til at udvikle indhold og aktiviteter for at synliggøre JN Data som en attraktiv arbejdsplads blandt andet gennem LinkedIn-opslag og events.
Bedste praktikplads
Den gode praktikoplevelse fik Maria Stenderup til at indstille JN Data til prisen som Erhvervsakademi Danias bedste praktikophold, som fejrer det gode match mellem studerende og praktikplads. Ud af 52 indstillinger er de nu i finalen.
- I HR lægger vi stor vægt på samarbejdet med vores praktikanter. At Maria har følt sig så godt taget imod, at hun har lyst til at indstille os til denne pris, betyder enormt meget for os. Vi er både stolte og taknemmelige, og selvfølgelig begejstrede for at være i finalen fortæller Rikke Holme.
Netværk, struktur og det første job
Praktikforløbet gav Maria Stenderup meget mere end faglig udvikling. Ikke nok med at hun udviklede sig fagligt og fik lov til at bruge sin teori i praksis, har det at ’gå på en voksen arbejdsplads’ er en læring i sig selv.
- Det er noget helt andet at arbejde fuldtid end at studere. Det var jeg naturligvis klar over, men det at indgå som en del af en arbejdsplads og lære spillereglerne har været meget givende, og jeg er meget taknemmelig over, at jeg som studerende har haft muligheden for at komme i praktik og få denne læring, siger Maria Stenderup.
Det var et super match
Rikke Holme, Vice President for HR Development & Business Partnering ved JN Data
Efter praktikken fortsatte hun som studentermedhjælper, og da hun efter afslutning af studiet i januar havde sin sidste arbejdsdag, blev hun tilbudt et vikariat som administrativ assistent for en del af ledelsen.
- Jeg er meget beæret og tager det som et stort skulderklap, at JN Data har lyst til at beholde mig i virksomheden, smiler Maria Stenderup stort til Rikke Holme, der smiler tilbage og siger:
- Det var et super match. Maria har gjort sig særligt bemærket, og vi er glade for, at vi har kunnet tilbyde hende endnu en læring i virksomheden, slutter hun.
Vinderen af det bedste praktikophold på Erhvervsakademi Dania går videre til DM i Praktik for erhvervsakademier, der bliver afholdt i København den 20. maj.