Del siden
 
       

International Days giver de studerende et globalt udsyn

Den 13.-15. marts får Dania besøg af 10 internationale undervisere til International Days. Underviserne skal i tre dage undervise Danias studerende i bæredygtighed med udgangspunkt i blandt andet PPP – People, Planet, Profit.
Artiklen fortsætter under billedet
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/international-days-giver-de-studerende-et-globalt-udsyn/

Dania har afholdt International Days hvert år siden 2016 (med en enkelt undtagelse under Corona). Det er nogle populære dage, fordi det er med til at inspirere de studerende og give dem et globalt udsyn. De studerende bliver samtidig klædt på med internationale kompetencer til et arbejdsmarked, der er globaliseret uanset om de kommer til at arbejde i Danmark eller udlandet.

De internationale undervisere kommer fortrinsvist fra EU-landene og Canada. De er i perioden op til den 13.-15. marts i kontakt med Danias undervisere, for at planlægge undervisningen og, med fokus på de studerendes udgangspunkt, at gøre den så vedkommende over for de studerende som muligt. 

Det er afgørende, at vi er nysgerrige efter ny viden, andre måder at gøre tingene på og at vi lader os blive udfordret på de perspektiver, vi er trygge ved at arbejde med

Lise Bøgild-Jakobsen, Strategic International Lead

Vi skal være nysgerrige efter ny viden
For Lise Bøgild-Jakobsen, Strategic International Lead, hos Dania, er International Days et af årets højdepunkter. Det er en nemlig en mulighed for at give de studerende nye perspektiver i en international kontekst, som de får brug for både som studerende og som dimittender:

”Vi er, uden at det skal lyde alt for kliché-fuldt, en del af noget større, og det er vigtigt, at vi klæder vores studerende på med nogle interkulturelle kompetencer. Det er afgørende, at vi er nysgerrige efter ny viden, andre måder at gøre tingene på og at vi lader os blive udfordret på de perspektiver, vi er trygge ved at arbejde med”, forklarer Lise Bøgild-Jakobsen og siger videre:

”Det er et klap på skulderen til Dania og de studerende, at vi hvert år kan tiltrække dygtige internationale undervisere. Og det kan vi også kun, fordi vores gæster oplever, at Danias studerende er nysgerrige, at de involverer sig og at de internationale undervisere samtidig får mulighed etablere stærke faglige relationer til Danias undervisere, som de kan få glæde af fremadrettet”.

Inspirerer dem til at tænke stort
De internationale undervisere kommer forbi alle Danias campusser for at undervise, og det bliver en integreret del af den faste undervisning på uddannelserne. Formålet er først og fremmest at plante nogle frø i de studerende og påvirke dem til at tænke nyt:

”En af vores vigtigste opgaver er at inspirere de studerende. Det gælder både i den daglige undervisning og i forbindelse med International Days. For vi må gerne udfordre dem og præsentere dem for noget, de ikke er vant til for at få dem til at tænke i nye retninger”, understreger Lise Bøgild-Jakobsen.

Mange internationale muligheder for Danias studerende
International Days er en af flere muligheder for Danias studerende til at få internationale input. De kan nemlig også vælge at tage et studie- eller praktikophold i udlandet som en integreret del af deres uddannelse eller som et ekstrakurrikulært udlandsophold.

Vi må gerne udfordre de studerende og præsentere dem for noget, de ikke er vant til for at få dem til at tænke i nye retninger

Lise Bøgild-Jakobsen, Strategic International Lead

Vælger de studerende at tage enten studier eller praktik i udlandet, kan de søge ERASMUS-støtte, som er et rigtigt godt tilskud til både rejse og ophold. Årligt er ca. 60 studerende fra Dania på enten studie- eller praktikophold i udlandet, og de kommer hjem med både sociale og faglige kompetencer, som er meget efterspurgt i erhvervslivet.

Hver sommer arrangerer Dania desuden en sommerskole i Vietnam i samarbejde med HUTECH University of Technology i Ho Chi Minh City. Sommerskolen er 14 dage lang, ECTS-givende, og et tilbud alle studerende på Dania kan gøre brug af.

Hvis du vil vide mere
Har du spørgsmål til International Days eller andre af Danias internationale aktiviteter, er du meget velkommen til at kontakte:

Flemming Kjærsgård Andersen, International Mobilitetsansvarlig, tlf.: +45 2037 9525, fka@eadania.dk

Lise Bøgild-Jakobsen, Strategic International Lead, tlf.: + 45 2037 9525, libj@eadania.dk

Hjalp denne side dig?