Del siden
 
       

Laura er nyuddannet markedsføringsøkonom med fast job og fyldt med kompetencer

Hun har egentlig aldrig været særligt skoleglad 24-årige Laura Søndergaard Würtz fra Vorup. Så det kom lidt bag på hende selv, at hun har klaret sig rigtig godt på markedsføringsøkonomuddannelsen og faktisk landede et job hos Pharma-Tech i Randers allerede inden hun dimitterede.
Artiklen fortsætter under billedet
2025-08-15
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/laura-er-nyuddannet-markedsfoeringsoekonom-med-fast-job-og-fyldt-med-kompetencer/

Laura har en baggrund som hhx-student. Og hun har efterfølgende brugt et par år på at arbejde i Normal, i en vuggestue og hun har også været forbi socialrådgiveruddannelsen. Men det var lysten til at arbejde med markedsføring og den praksisnære tilgang til faget, der fik hende til at vælge markedsføringsøkonom-uddannelsen.

Nu giver det pludselig mening
Det valg var det rigtige valg. For det har netop været samarbejdet med eksterne virksomheder, den håndgribelige viden hun har fået med sig, der har fungeret rigtig godt for Laura:

”Jeg har flere veninder, som læser på universitetet. Men selvom de læser noget, der også har med markedsføring at gøre, ved de jo ikke hvad jeg snakker om, når jeg nævner praktiske begreber og markedsføringstermer. Jeg har det meget mere i hænderne end de har, og derfor har det været det rigtige for mig”, pointerer Laura Søndergaard Würtz og siger videre:

”Det vigtigste, jeg har fået med mig fra uddannelsen, er nok en generel forståelse for, hvordan en virksomhed fungerer. Vi samarbejdede med mange virksomheder under uddannelsen, og i min praktik begyndte mange ting pludselig at give mening. Her brugte jeg mange af de redskaber, jeg havde med mig fra uddannelsen i mit daglige arbejde”.

Det vigtigste, jeg har fået med mig fra uddannelsen, er nok en generel forståelse for, hvordan en virksomhed fungerer. Vi samarbejdede med mange virksomheder under uddannelsen, og i min praktik begyndte mange ting pludselig at give mening.

Laura Søndergaard Würtz, nyuddannet markedsføringsøkonom

Fritidsjob blev vejen til fast arbejde
Den tre måneder lange praktik på markedsføringsøkonomuddannelsen bliver for mange studerende et springbræt til et fast job. Men selvom Laura havde en både spændende og lærerig praktik, resulterede det ikke i et job:

”Jeg var i praktik i en virksomhed, som pludselig skulle skære meget ned. Så den afdeling jeg oprindeligt var tilknyttet, blev faktisk nedlagt. Konsekvensen var, at jeg kom rundt i flere forskellige afdelinger. Det var på den ene side lidt rodet og stressende, men det var også meget lærerigt. For jeg prøvede mange ting og jeg blev ’tvunget’ til at kaste mig ud i det, og det lærte jeg meget af”, fortæller Laura Søndergaard Würtz.

 

De erfaringer Laura fik med sig fra sin praktik, har hun aktivt brugt siden – bl.a. i sit nuværende job, som hun landede ved lidt af en tilfældighed:

På et tidspunkt snakkede jeg med en af mine undervisere om, at jeg gerne ville have et studierelevant job ved siden af uddannelsen. Og hun formidlede faktisk kontakten til Pharma-Tech her i Randers, hvor jeg fik arbejde som SoMe-studentermedhjælper

Laura Søndergaard Würtz, nyuddannet markedsføringsøkonom

”På et tidspunkt snakkede jeg med en af mine undervisere om, at jeg gerne ville have et studierelevant job ved siden af uddannelsen. Og hun formidlede faktisk kontakten til Pharma-Tech her i Randers, hvor jeg fik arbejde som SoMe-studentermedhjælper. De gik godt, så Pharma-Tech spurgte mig så på et tidspunkt, om jeg ikke havde lyst til at blive fastansat når jeg dimitterede. Det havde jeg, og jeg blev ansat fra 1. juli”, forklarer Laura Søndergaard Würtz med et smil.

Nyt job med mange kasketter på
Det er kommet Laura til gode, at hun har turde at kaste sig ud i nogle ting. For i dag har hun en rolle hos Pharma-Tech, hvor det er afgørende, at hun ikke er bange for at prøve nye ting af og tage ansvar:

”Jeg er glad for mit job, fordi jeg er involveret i mange forskellige ting og processer. Det er ikke kun SoMe jeg arbejder med, det er også markedsføring og salg. Så jeg får mange erfaringer meget hurtigt, men det også fordi jeg får tillid fra min arbejdsplads”, understreger Laura Søndergaard Würtz og slutter:

”Det hjælper mig at jeg prøver mange ting af, for på den måde lærer jeg virksomheden at kende. Jeg er fx med til at lave salgsmateriale, jeg snakker med kunder, og jeg skal lukke salg. Så jeg lærer kunderne og deres behov at kende, og jeg skal også være med til at gøre klar til messer”.

Der er stadigvæk ledige studiepladser på markedsføringsøkonom-uddannelsen med start til september. Få et overblik over de uddannelse, hvor det stadigvæk er muligt at søge ind her 

Markedsføringsøkonom-uddannelsen er en to-årig kort videregående uddannelse med tre måneders SU-berettiget praktik.

Som uddannet markedsføringsøkonom kan du få forskellige job inden for markedsføring, salg og kommunikation i både danske og internationale handels-, produktions- og servicevirksomheder. Din titel kan blive alt fra SoMe-specialist, salgs- og markedsføringsmedarbejder, kommunikationskonsulent til markedsføringsansvarlig.

Hjalp denne side dig?