Del siden
 
       

Lederuddannelse har gjort Brian bevidst om, hvor han bruger sine kræfter bedst

38-årige Brian Sabro fra Bryrup har en travl hverdag. Foruden et lederjob hos Danish Crown hvor han har ansvaret for 60 mand, har han også tre børn, en kone og så er han i fuld gang med en akademiuddannelse i ledelse.
Artiklen fortsætter under billedet
2025-05-21
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/lederuddannelse-har-gjort-brian-bevidst-om-hvor-han-bruger-sine-kraefter-bedst/

Sigtekornet var i første omgang ikke rettet mod en lederstilling, da Brian i forlængelse af folkeskolen valgte at tage en pædagogisk grunduddannelse. Det var nu ikke den rigtige vej. Heldigvis ramte Brian rigtigt et par år og jobs senere, hvor han valgte at uddanne sig til slagter som voksenlærling:

”Efter at jeg blev uddannet og havde fået lidt erfaring, blev jeg ansat som skæresvend hos Danish Crown, senere blev jeg mestersvend og siden 2021 har jeg været ’mester’. Det er lidt det samme som at være arbejdsleder, og i stedet for at være timelønnet er jeg som mester blevet funktionær”, forklarer Brian Sabro.

Efteruddannelse er et udtryk for tillid
I takt med at Brian arbejdede sig op i organisationen, fik han også mere og mere ansvar. Men hans rolle som leder løftede han i første omgang uden at have nogen formelle kvalifikationer:

”Det var faktisk en HR-medarbejder, der på et tidspunkt tog fat i mig og spurgte, om jeg ikke var interesseret i at få nogle flere faglige kvalifikationer. I første omgang blev jeg bare rigtig glad for den tillid Danish Crown viste mig, og det var også virksomheden, der tunede mig ind på, at det skulle være en akademiuddannelse i ledelse”, siger Brian Sabro og fortæller videre:

Det var faktisk en HR-medarbejder, der på et tidspunkt tog fat i mig og spurgte, om jeg ikke var interesseret i at få nogle flere faglige kvalifikationer. I første omgang blev jeg bare rigtig glad for den tillid Danish Crown viste mig, og det var også virksomheden, der tunede mig ind på, at det skulle være en akademiuddannelse i ledelse.

Brian Sabro, studerende på akademiuddannelsen i ledelse

”Jeg tog min kone med på råd med det samme. For jeg vidste jo godt, at hvis jeg skal bruge tid på efteruddannelse, går det ud over familietiden. Men heldigvis bakkede min kone op, og jeg var ikke selv i tvivl om, at det var noget jeg gerne ville, så jeg svarede ’ja tak’ til muligheden”.

Små hold og undervisere fra erhvervslivet har betydning
Det er næsten altid forbundet med en lille nervøsitet, når man sætter sig tilbage på skolebænken efter at have været væk nogle år. Men det gik faktisk rimeligt nemt for Brian:

”Jeg tror, at det har haft stor betydning for mig, at vi er nogle små hold på uddannelsen. Vi kommer tæt på hinanden, vi er i tæt dialog, og så har det overrasket mig, hvor meget vi lærer fra hinanden. Selvom vi måske kommer med forskellige faglige baggrunde og brancher, er det tit de samme problematikker, vi skal håndtere, så der bruger vi hinanden”, understreger Brian Sabro.

På akademiuddannelsen i ledelse er det undervisere, der selv sidder i lederjobs, som underviser. Og det giver en ekstra dimension i undervisningen:

”De undervisere jeg har haft er dygtige til deres stof. Ikke kun teoretisk - også praktisk. De ved, hvad de snakker om, for de har selv fingrene nede i bolledejen. Samtidig er de både realistiske, og de bruger deres erfaringer aktivt i undervisningen”, pointerer Brian Sabro.

Jeg tror, at det har haft stor betydning for mig, at vi er nogle små hold på uddannelsen. Vi kommer tæt på hinanden, vi er i tæt dialog, og så har det overrasket mig, hvor meget vi lærer fra hinanden. Selvom vi måske kommer med forskellige faglige baggrunde og brancher, er det tit de samme problematikker, vi skal håndtere, så der bruger vi hinanden.

Brian Sabro, studerende på akademiuddannelsen i ledelse

Vigtigt at kunne se tingene fra forskellige perspektiver
De ting Brian har lært på sin uddannelse, bruger han aktivt i sit lederjob. Og han er blevet meget bevidst om, hvor og hvordan han bruger sine kræfter bedst:

”Tit er mine kræfter brugt bedst ved, at jeg tager et skridt tilbage, og får et overblik. For hvordan bruger jeg mine ressourcer bedst og hvilke kampe er de vigtigste?”, reflekterer Brian

Det er netop evnen til at se tingene fra forskellige perspektiver, som er en af de vigtigste ting Brian fremhæver, at han tager med sig fra sin uddannelse. Samtidig giver det ham en bedre forståelse for organisationen, medarbejderne og opgaverne.

Der er fart på afviklingen af modulerne
Brian begyndte på sit første modul på uddannelsen i efteråret 2024. Siden har der været fart på. Han har nemlig gennemført modulerne i både ’Ledelse i praksis’ og ’Organisation og arbejdspsykologi’ og lige nu, maj 2025, er han i gang med ’Det strategiske lederskab’:

”Når jeg er færdig med mit nuværende modul, mangler jeg to valgfag og en afsluttende opgave. Jeg har planlagt at vælge ’Coaching og konflikthåndtering’ og ’Forandringsledelse’ som valgfag. Men jeg er ikke helt afklaret med, hvad jeg skal skrive hovedopgave om. Under alle omstændigheder satser jeg på at blive færdig i 2026”, smiler Brian Sabro og ved godt, at det er en ambitiøs plan.

Fakta
En akademiuddannelse er din mulighed for at efter- eller videreuddanne dig på niveau med en kort videregående uddannelse, mens du er i job. Du kan enten vælge at læse enkeltfag eller tage en hel akademiuddannelse hos os. En fuld akademiuddannelse giver dig adgang til at læse på diplomniveau.

På Erhvervsakademi Dania kan du vælge imellem 15 akademiuddannelser og 200 forskellige moduler – også kaldt akademifag.

Hjalp denne side dig?