Midt i Randers Storcenter er der gang i planlægningen af næste event. Idéer bliver vendt, detaljer finpudset og opgaver fordelt.
For 23-årige Mie Hjort Andersen er det ikke bare noget, hun ser på.
Det er noget, hun selv er med til at drive.
Hun bor i Randers med sin kæreste og læser til service- og oplevelsesøkonom på Erhvervsakademi Dania.
Før praktikken var hun allerede en del af centret som timelønnet i eventteamet i weekenderne, og det blev startskuddet til en praktikplads i marketingafdelingen.
- Jeg vidste, at det var et godt sted. Randers Storcenter kom faktisk som sendt fra himlen, siger hun og forklarer, at hun i sin praktik har fået ansvar for events og indhold til sociale medier.
I løbet af praktikken har Mie Hjort Andersen været med til en række aktiviteter i centret som konfirmationsdage, lancering af nyt legerum, lancering af ny maskot og Fodboldtrøje Fredag, der samler ind til Børnecancerfonden.
Og så blomsterfestivalen, der kører lige nu, har hun været med til.
400 børn til fastelavn
Et af højdepunkterne var fastelavn, hvor flere hundrede gæster lagde vejen forbi centret. Her stod Mie Hjort Andersen bag kulissen og holdt styr på det hele.
- Jeg har før været med til afviklingen som timelønnet, men nu var jeg med bagom og brainstorme på de små ting. Det var lige, hvad jeg drømte om, smiler hun stort.
Til fastelavn deltog cirka 400 børn og derudover deres forældre, som slog katten af tønden med kåring af kattekonger og kattedronninger.
Derudover var der kåring af bedst udklædte, uddeling af Bilka-poser og fastelavnsboller. Det er med andre ord et kæmpe event.
- Det var fedt, og det meste lå på mine skuldre. Det var jeg meget tryg i, for det er et behageligt team, lidt som en lille familie, man er lukket ind i med plads til at være sig selv, fortæller hun.
En del af et stærkt fællesskab
Det er marketing-projektkoordinator Sofie Eriksen, der har været praktikansvarlig. Hun er selv uddannet fra Erhvervsakademi Dania i Randers og ser det som en vigtig opgave at have praktikanter, hvor Mie Hjort Andersen er afdelingens første.
Det er derfor en bevidst prioritet at give praktikanter ansvar og indblik i hverdagen.
Præcis som Sofie Eriksen selv oplevede det, da hun var studerende.
- Vi kender jo Mie Hjort Andersen og ved, at hun brænder for events. Hun er ikke bare en praktikant, men er godt inde i teamet, så alle butikker og driften kender hende. Samtidig giver det altid godt at få en ny ind og få nye friske øjne på det, vi gør, forklarer Sofie Eriksen.
I finalen og med blik på fremtiden
Den gode praktikoplevelse har ført til, at Mie Hjort Andersen har indstillet Randers Storcenter til prisen som Danias bedste praktikophold. Nu er de sammen i finalen.
- Jeg var rigtig glad for at kunne vise Randers Storcenter, hvor meget jeg kunne lide praktiktiden og gøre det på andre måder end at sige tak. Derfor indstillede jeg dem til Årets Dania-praktik, siger hun og kigger på Sofie Eriksen.
- Jeg troede, det var en joke, da hun sagde, vi var nomineret og i finalen. Og så blev jeg vildt glad. Det er en stor kadeau og skulderklap til hele teamet, smiler hun.
For Mie Hjort Andersen stopper samarbejdet ikke her.
- Jeg fortsætter som studentermedhjælper i afdelingen, så det er der styr på. Jeg vil gerne blive her efter sidste eksamen, hvis det kan lade sig gøre, slutter hun.
Vinderen kåres starten af maj, hvor vinderen går videre til DM i praktik.