Når børnefamilier til sommer besøger Skandinavisk Dyrepark, kan ventetiden ved fodringerne ske at blive lidt sjovere. Datamatiker- og multimediedesignstuderende fra Erhvervsakademi Dania i Grenaa har nemlig udviklet mobilspil, der både underholder og lærer børn om dyrene.
”De studerende har leveret kreative idéer, der passer perfekt til parken. Jeg er imponeret over, hvor gennemarbejdede projekterne var, og vi glæder os til at se, om vi kan få dem helt ud til gæsterne,” siger Janne Tofte, der er direktør i Skandinavisk Dyrepark.
Løb med dyrene
Først har datamatikerne kodet et spil, som mulitmediedesignerne bagefter kunne gøre brugervenlige og pæne.
Det var en mega fed oplevelse at præsentere det for direktøren, se hendes reaktion og høre hendes ros af designet
Sarah Foldager Andersen, multimediedesign-studerende
Et af spillene er udviklet af Laurids Juhl Hansen fra Aarhus, Mia Runøe Stærk fra Auning, Emil Svenstrup fra Mariager og Sarah Foldager Andersen fra Grenaa. Deres spil hedder ”Løb med dyrene” og er tiltænkt ventetiden lige inden fodringerne. Hvert dyr har et kodeord, som gæsterne kan bruge til at låse op for en bane.
”Vi har lavet fem baner til fem dyr, og der er rig mulighed for at tilføje flere. Nogle baner rammer de små børn og er nemme at gennemføre, mens andre rammer de ældre børn og er sværere,” forklarer 35-årige Mia Runøe Stærk og tilføjer, at de har besøgt parken for at samle inspiration til spillet.
Gruppen dannede selv deres team for at udnytte hinandens styrker indenfor fx pixelart, lyddesign og video. Selvom ingen af gruppens medlemmer bor i samme by, lykkedes det at skabe et stærkt samarbejde
”Vi snakkede sammen hver dag på en åben linje, og alle kender sig selv så godt nu, at vi hver har taget det, vi er bedst til,” siger 25-årige Laurids Juhl Hansen.
Fed oplevelse
Opgavens afslutning med at vise deres resultat til direktøren har været en særlig oplevelse for de studerende.
”Det var en mega fed oplevelse at præsentere det for direktøren, se hendes reaktion og høre hendes ros af designet. Vi havde en virkelig kunde med virkelige krav til et konkret produkt, og det har gjort det til en rigtig fed opgave,” fortæller 28-årige Sarah Foldager Andersen.
Mia Runøe Stærk er enig:
”Det er noget helt andet at præsentere for en faktisk kunde, der har en reel idé om deres målgruppe, behov og motivation. Det, at slutresultatet kan blive brugt, er en fed motivation,” forklarer hun.
Lige om lidt starter de på 4. semester af multimediedesign-studiet. Her skal de alle i obligatorisk praktik i en virksomhed, hvor de skal lave alt fra kampagner og video til hjemmesider og spil.