Der stod ikke en boglig uddannelse øverst på ønskelisten for Martin, som er uddannet tømrer, og efterfølgende har arbejdet i små fem år som overkonstabel i Forsvaret. Alligevel blev der tændt en gnist i ham, da hans kæreste præsenterede logistikøkonom-uddannelsen for ham:
”Jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg skulle tilbage på skolebænken. Og jeg var egentlig meget usikker på projektet, selvom jeg valgte at tage til åbent hus. Det var til gengæld en god idé, for jeg blev overbevist om, at uddannelsen var noget for mig”, siger Martin Kristensen.
Det plejer at gå godt for sådan nogen som jer
En af de ting, der var med til at overbevise Martin var, at en studievejleder sagde til ham: ’Det plejer at gå godt på logistikøkonom-uddannelsen for sådan nogen som jer’, og henviste til Martins baggrund i Forsvaret. Den forudsigelse viste sig at holde stik:
”Det var hårdt at sætte sig tilbage på skolebænken. For jeg skulle lære at gå i skole, jeg skulle lære at skrive en opgave, og jeg skulle lære at forberede mig til eksamen. Processen med at akklimatisere mig fra Forsvaret var ikke helt nemt”, forklarer Martin Kristensen og fortsætter:
”I Forsvaret havde jeg arbejdet lidt med logistik, og det hjalp mig. Men jeg havde også noget struktur med mig, en god arbejdsmoral og faktisk også en bred organisatorisk viden, uden at jeg egentlig helt var klar over det selv. Det hjalp mig meget på uddannelsen”.
I Forsvaret havde jeg arbejdet lidt med logistik, og det hjalp mig. Men jeg havde også noget struktur med mig, en god arbejdsmoral og faktisk også en bred organisatorisk viden, uden at jeg egentlig helt var klar over det selv. Det hjalp mig meget på uddannelsen
Martin Kristensen, logistikøkonom i lederjob
Jeg ved lidt om meget
Logistikøkonom-uddannelsen er kendetegnet ved, at det er en uddannelse, der rammer bredt. De studerende kommer i løbet af uddannelsen i berøring med rigtig mange emner og bliver derfor kvalificeret til at løfte rigtig mange forskellige opgaver. Det passede rigtig godt for Martin:
”Jeg dimitterede med lidt viden om rigtig mange ting – lager, logistik og indkøb. Så jeg havde en grundviden med mig om mange ting, som jeg bruger aktivt. Det har også hjulpet mig, at vi, de studerende, havde rigtig mange oplæg og fremlæggelser på uddannelsen - den øvelse har været vigtig for mig”, pointerer Martin Kristensen.
Jeg blev ansat som specialist, men i takt med at afdelingen er vokset, og jeg har fået lederansvar, er min jobfunktion i dag mere som generalist – det er mig, som skal holde overblikket. Det er også som generalist, at jeg kan udnytte min brede viden.
Martin Kristensen, logistikøkonom i lederjob
Fra specialist til generalist der ansætter specialister
Martin blev færdig på logistikøkonom-uddannelsen i 2021, hvor han allerede havde landet et job hos Liftra. Faktisk havde han både været i praktik og skrevet sin hovedopgave sammen med virksomheden, før han blev ansat, så begge parter havde på forhånd haft mulighed for at se hinanden an:
”Jeg blev ansat som specialist, men i takt med at afdelingen er vokset, og jeg har fået lederansvar, er min jobfunktion i dag mere som generalist – det er mig, som skal holde overblikket. Det er også som generalist, at jeg kan udnytte min brede viden”, understreger Martin Kristensen.
Der er flere logistikøkonomer ansat hos Liftra, og Martin gør en indsats for, at der kommer endnu flere:
”I dag er jeg selv med til at ansætte logistikøkonomer i praktikforløb, og det fungerer rigtig godt. De får mulighed for at prøve sig selv af hos os, og hvis vi er et godt match, ansætter vi dem. På den måde kender de allerede virksomheden på forhånd, og det er en god måde at blive ’onboardet’ på. Så et godt råd til de studerende er, at de skal give den en skalle i deres praktikvirksomhed, for det kan være med til at sikre dem et job”, slutter Martin Kristensen.
Logistikøkonom-uddannelsen er en kort videregående uddannelse på to år med tre måneder SU-berettiget praktik.
Som logistikøkonom bliver du rustet til forskellige job inden for logistik-området i mange forskellige typer virksomheder som produktions-, handels - eller servicevirksomheder, hos speditører, shippingfirmaer eller fragtfirmaer. Her kan du fx komme til at arbejde med planlægning af transport i ind- og udland, indkøb og Supply Chain Management eller produktions- og lagerstyring.