Del siden
 
       
 
 

Sådan er det at have en praktikant

Når du har en praktikant i din virksomhed er du med til at løfte et samfundsansvar.

Men du får helt konkret også udført reelle arbejdsopgaver, som gavner din virksomhed.

Dine fordele:

  • Du får den nyeste viden ind i din virksomhed

  • Du får løst konkrete opgaver, får lavet de analyser og beregninger, der sjældent er tid til i en travl arbejdsdag

  • Du og din virksomhed får frigjort tid til at fokusere på forretningen, nye kunder og markeder

  • Du forbedrer din virksomheds CSR ved at tage samfundsansvar for at uddanne næste generation

  • Du får med udenlandske praktikanter en unik mulighed for at etablere eller øge eksisterende eksport til vedkommendes hjemland pga. kulturforståelsen og de sproglige færdigheder.

 

Hvem, hvad og hvorfor?


Som du kan se i den røde boks herover, er der mange fordele i at have en praktikant fra Erhvervsakademi Dania i din virksomhed. Ovenikøbet er en praktikant i de fleste tilfælde gratis i den forstand, at de modtager SU under praktikken. Så hvilken kompetence har du og din virksomhed brug for?

 

Hvad kan en praktikant?

En praktikant er næsten færdig med sit studie, og mangler kun sin afsluttende eksamensopgave, når han eller hun skal i praktik. Det vil sige at teorierne er afpudsede og det er kun praksiserfaringen, som mangler. Praktikanter er derfor nærmest flyveklare, og vil kunne varetage reelle arbejds- og udviklingsopgaver under praktikken. 

 

Hvor lang er praktikperioden?

Praktikperioderne er forskellige fra uddannelse til uddannelse, men langt de fleste praktikforløb er på 3 måneder.

Handelsøkonomer adskiller sig ved at have en meget fleksibel praktik på 8-11 måneder. Det vil sige, den kan indrettes efter virksomhedens og den studerendes behov. Kontakt os endelig for at høre nærmere om, hvordan praktikken kan tilpasses dit behov.

Optometrist-studerende har to praktikperioder på henholdsvis 6 og 12 måneder i løbet af deres studie. 

 

Hvad kræver det at have en praktikant?

Det kræver ikke noget specielt at have en praktikant. Du skal selvfølgelig stille gængse arbejdsredskaber til rådighed, og der skal være en kontaktperson for praktikatnten, som kan vejlede og sparre med den studerende undervejs i praktikken.

Forud for praktikken aftaler vi en ramme for samarbejdet og for de opgaver, der skal løses i perioden, og vi ser på hvordan vi hjælper hinanden med at skabe en succes.

Praktikanten skal selvfølgelig have mulighed for at deltage i forskellige sammenhænge og møder, der er nødvendig for at løse opgaverne. På den måde får den studerende et godt kendskab til virksomhedens arbejdsgange og kan bidrage bedst muligt.

 

Hvad skal jeg være opmærksom på?

Du skal udfyldes en praktikaftale mellem den studerende, virksomheden og Erhvervsakademi Dania. Det er nødvendigt for at praktikken kan blive godkendt som gyldig for uddannelsen. Derudover kan virksomheden bruge sin egen sædvanlige ansættelseskontrakt, der regulerer alle andre forhold.

Praktikken er en del af uddannelsen, og den studerende skal have tid til og adgang til informationer, som han eller hun skal bruge i forbindelse med sin eksamensopgave - som ofte tager udgangspunkt i praktikken - til gavn for både studerende og praktikvirksomhed.

Hjalp denne side dig?