Del siden
 
       
 

Sådan er det at have en praktikant

Når du har en praktikant i din virksomhed er du med til at løfte et samfundsansvar.

Men du får helt konkret også udført reelle arbejdsopgaver, som gavner din virksomhed.

Dine fordele:

  • Du får den nyeste viden ind i din virksomhed

  • Du får løst konkrete opgaver, får lavet de analyser og beregninger, der sjældent er tid til i en travl arbejdsdag

  • Du og din virksomhed får frigjort tid til at fokusere på forretningen, nye kunder og markeder

  • Du forbedrer din virksomheds CSR ved at tage samfundsansvar for at uddanne næste generation

  • Du får med udenlandske praktikanter en unik mulighed for at etablere eller øge eksisterende eksport til vedkommendes hjemland pga. kulturforståelsen og de sproglige færdigheder.

Hvem, hvad og hvorfor?


Som det fremgår i den røde boks herover, er der mange fordele i at have en praktikant fra Erhvervsakademi Dania. Ovenikøbet er en praktikant i de fleste tilfælde gratis i den forstand, at de modtager SU under praktikken. Så hvilken kompetence har du og din virksomhed brug for?

 

Hvad kan en praktikant?

En praktikant er næsten færdig med sit studie, og mangler kun sin afsluttende eksamensopgave, når han eller hun skal i praktik. Det vil sige at teorierne er afpudsede og det er kun praksiserfaringen, som mangler. Praktikanter er derfor nærmest flyveklare, og vil kunne varetage reelle arbejds- og udviklingsopgaver under praktikken. 

 

Hvor lang er praktikperioden?

Praktikperioderne er forskellige fra uddannelse til uddannelse, men langt de fleste praktikforløb er på 3 måneder.

Handelsøkonomer adskiller sig ved at have en meget fleksibel praktik på 8-11 måneder. Det vil sige, den kan indrettes efter virksomhedens og den studerendes behov. Kontakt os endelig for at høre nærmere om, hvordan praktikken kan tilpasses dit behov.

Optometrist-studerende har to praktikperioder på henholdsvis 6 og 12 måneder i løbet af deres studie. 

 

Hvad kræver det at have en praktikant?

Langt de fleste arbejdspladser kan opfylde kriterierne for at blive godkendt som praktikvirksomhed. Virksomheden skal stille gængse arbejdsredskaber til rådighed, og der skal være en kontaktperson for praktikanten, som kan vejlede og sparre med den studerende undervejs i praktikken.

Forud for praktikken aftaler vi en ramme for samarbejdet og for de opgaver, der skal løses i perioden, og vi ser på, hvordan vi hjælper hinanden med at skabe en succes.

Praktikanten skal selvfølgelig have mulighed for at deltage i forskellige sammenhænge og møder, der er nødvendig for at løse opgaverne. På den måde får den studerende et godt kendskab til virksomhedens arbejdsgange og kan bidrage bedst muligt.

 

Hvad skal jeg være opmærksom på?

Der skal udfyldes en praktikaftale mellem den studerende, virksomheden og Erhvervsakademi Dania. Det er nødvendigt for at praktikken kan blive godkendt som gyldig for uddannelsen. Derudover kan virksomheden bruge sin egen sædvanlige ansættelseskontrakt, der regulerer alle andre forhold.

Praktikken er en del af uddannelsen, og den studerende skal have tid til og adgang til informationer, som han eller hun skal bruge i forbindelse med sin eksamensopgave - som ofte tager udgangspunkt i praktikken - til gavn for både den studerende og praktikvirksomhed.

  • Gensidige forventninger til samarbejdet

    Vi forventer, at praktikanten får en kontaktperson hos jer, som indgår i den løbende dialog.

    I kan forvente, at vores studerende er nysgerrige og deltagende samt at vi fra Erhvervsakademi Danias side står til rådighed med information og vejledning.

    Inden praktikstart udarbejdes en kontrakt med læringsmål, arbejdsopgaver, arbejdstid mm. Kontrakten skal godkendes elektronisk af alle tre parter. Der udarbejdes en konkret plan for praktikken i løbet af de første par uger, hvis den ikke allerede indgår i kontrakten.

    Forløbet evalueres af alle tre parter. Praktikanten får efter aftale med jer adgang til relevant materiale, møder mm. og behandler naturligvis informationer om virksomheden og dens ansatte med fortrolighed og respekt.

  • Hvis praktikanten bliver syg?

    I tilfælde af sygdom skal virksomheden øjeblikkelig underrettes herom af den studerende. Ved længerevarende sygdom (længere end 1 uges varighed) skal uddannelsesinstitutionen (praktikkoordinator eller praktikvejleder alt efter den lokale procedure) underrettes af den studerende med henblik på en vurdering af, om praktikperioden skal forlænges eller fornyes.

  • Hvis der opstår problemer i praktikken

    Før praktikopholdet modtager den studerende en vejledning med de aktuelle forhold, der gør sig gældende for praktikforløbet (datoer m.v.) Vejledningen er specifik for den enkelte uddannelse og indeholder en klar beskrivelse af de krav og forventninger, der stilles til den studerende samt vejledere, Erhvervsakademi Dania og praktikvirksomheden.

    Praktikvirksomheden modtager også denne vejledning, som er udarbejdet for at forebygge problemer og kvalitetssikre praktikken.

    Problemer under praktikken kan være af både faglig og personlig karakter og kan bunde i manglende opfyldelse af forventninger fra både praktikvirksomhedens og den studerendes side. Proceduren for håndtering af problemer under praktikken fremgår af følgende afsnit.

     

    Hvis den studerende ikke lever op til praktikvirksomhedens forventninger

    I første omgang henvender praktikvirksomheden sig til den studerende for at få løst problemet. Praktikvirksomheden præsenterer her den studerende for sin oplevelse af problemet (-erne).

    Den studerende skal også have mulighed for at beskrive sin oplevelse af, hvordan praktikken går samt eventuelle frustrationer, fx manglende tid til fordybelse eller vejledning etc.

    Erhvervsakademi Dania kan eventuelt inddrages i samtalen, hvis der er behov for det. Eksempelvis i forbindelse med midtvejsevalueringen.

     

    Hvis praktikvirksomheden ikke lever op til den studerendes forventninger

    I første omgang henvender den studerende sig til praktikvirksomheden for at få løst problemet. Den studerende præsenterer her praktikvirksomheden for sin oplevelse af problemet (-erne).

    Praktikvirksomheden skal også have mulighed for at beskrive deres oplevelse af, hvordan praktikken går både fagligt og personligt.

    Erhvervsakademi Dania kan eventuelt inddrages i samtalen, hvis der er behov for det. Eksempelvis i forbindelse med midtvejsevalueringen.

     

    Hvis det bliver nødvendigt at afbryde praktikken

    I enkelte tilfælde kan det ske, at et praktikophold, trods ovenstående tiltag, alligevel må afbrydes. Praktikkoordinatoren på Erhvervsakademi Dania noterer sig årsagen til afbrydelsen, som tilsendes erhvervsakademiet.

    Er der tale om dokumenteret forsømmelse fra den studerendes side, kan denne forsømmelse sidestilles med, at den studerende ikke har været studieaktiv i praktikken med de konsekvenser manglende studieaktivitet kan få for retten til SU.

    Vurderer Erhvervsakademi Dania, at den studerende har levet op til erhvervsakademiets forventninger, skal praktik-koordinatoren vejlede den studerende om alternative praktikmuligheder, idet det tilstræbes at få den studerende til at fuldføre sit studie bedst og hurtigst muligt.

    Den studerende aftaler med praktikkoordinatoren, hvordan en eventuelt forsinkelse af praktikken vil påvirke tidsfristerne for de obligatoriske prøver og modtager en ny eksamensplan.

Praktikkrav – og forventninger

Vil du have en studerende fra Dania i praktik, skal din virksomhed leve op til visse krav.

  • Registreret virksomhed

    Kravene for praktikvirksomheder i Danmark er, at danske virksomheder skal have et CVR-nummer, og udenlandske virksomheder skal tilsvarende være registreret som virksomhed i deres hjemland.

    Desuden skal danske virksomheder, der tilbyder praktikpladser, tegne den lovpligtige arbejdsskadeforsikring, som dækker studerende i obligatorisk praktik på samme måde som lønnede medarbejdere.

  • Fysisk arbejdsplads

    Det drejer sig om en arbejdspladspraktik, hvor praktikanten skal have en fysisk arbejdsplads i virksomheden i hele praktikperioden. Rammerne skal være acceptable både fysisk og psykisk.

    Hvis virksomheden har en politik, der tillader medarbejdere at arbejde hjemmefra, vil den studerende også have mulighed for det, dog højst 2 dage om ugen.

  • Relevan fagligt miljø

    Der skal være mindst én person ansat (fuldtidsbeskæftiget) på arbejdspladsen, som er uddannet inden for det aktuelle uddannelsesområde, eller som har tilsvarende kompetencer opnået gennem uddannelse og/eller flere års praksis.

    Antallet af praktikanter kan ikke overstige antallet af fuldtidsansatte med relevant uddannelses- eller erhvervsbaggrund.

  • Studierelevante arbejdsopgaver

    Praktikvirksomheden skal være i stand til at tilbyde den studerende et tilstrækkeligt antal arbejdsopgaver, der er relevante i forhold til uddannelsen.

    Arbejdsindholdet aftales mellem virksomheden og den studerende, og det skal beskrives så konkret og detaljeret i praktikkontrakten, at den studerendes praktikvejleder på Dania kan vurdere, hvorvidt det lever op til læringsmålene i studieordningen.

  • Faglig sparring

    Praktikken udgør et læringsforløb for den studerende. Derfor skal praktikvirksomheden være forberedt på at introducere den studerende til arbejdsopgaverne grundigt og løbende give faglig sparring og efterkritik.

    Praktikforløbet afsluttes med en omfattende, overordnet evaluering af den studerendes indsats.

Hjalp denne side dig?