Højslevgenser Rikke Sørensen har scoret sit drømmejob ved håndboldklubben Viborg HK. Hun elsker sin håndboldfamilie og det store ansvar som eventkoordinator
Når VIBOCOLD Arena i Viborg syder og koger af mennesker på en kampdag, er det håndboldspillernes arbejde at få bolden i mål.
Men i baggrunden står medarbejdere som 28-årige Rikke Sørensen fra Højslev ved Skive, der får kampdagen til at spille max som en usynlig del af holdet.
”Jeg kan godt lide at få det hele til at spille og gå op i en højere enhed på kampdagen. Jeg arbejder med hjertet og kan lide af være en del af holdet. Sådan er det at være i en sportsklub. Det bliver ens anden familie,” smiler Rikke Sørensen.
Fra Aarhus til Skive
Hun har haft jobbet som eventkoordinator siden 2018, hvor hun blev færdiguddannet serviceøkonom fra Erhvervsakademi Dania.
Rikke Sørensen lægger ikke skjul på, at hun er endt på sin rette hylde via praktikophold på studierne.
”Jeg er kæmpestor fan af praktikker. Det var praktikken på serviceøkonomuddannelsen, der sikrede mig jobbet, jeg har i dag,” siger Rikke Sørensen.
Mange ansvarsområder
I dag bruger hun sin viden fra studiet, når hun jonglerer med billetsystemet, sæsonkort, marketing, kontakten til Dansk Håndboldforbund, webshoppen, merchandise, kampafvikling og en genbrugsbutik sammen med de 70 frivillige, hun er ansvarlig for.
En af de frivillige, hun arbejder sammen med, kalder hende kærligt for Rikke-mor.
”Det er en håndboldfamilie, og jeg sidder i en stilling, der binder rigtig meget sammen. Samtidig er der en uformel tone og omgang med hinanden, så det er nok ikke helt galt, at det er mig, der er Rikke-mor,” griner hun og tilføjer, at hun er langt den yngste i selskab med de frivillige.
”Jeg mødes altid med de frivillige før kampstart to gange om måneden, og jeg lærer dem bedre at kende, når vi ses til fx juleafslutning og sæsonafslutningsfest. Det er jo meget mere end blot et arbejde at være i en sportsklub,” forklarer Rikke Sørensen.
Corona giver mærkelig følelse
På grund af corona-restriktioner må der kun være 500 personer i hallen lige nu.
Når først sæsonkortholdere, sponsorer, medarbejdere, spillere, trænere og dommere er talt fra, er der ikke mange pladser tilbage.
”Min fornemmeste opgave er at få fuldt hus, når de spiller, og nu må vi ikke engang lukke alle ind. Det er en mærkelig følelse,” siger Rikke Sørensen, der også har været hjemsendt på lønkompensation i fem måneder.
”Vores kontor er en åben banegård for fans, sponsorer og spillere. Der er meget liv heroppe, og jeg har kontakt til mange mennesker hver dag, så det har været underligt at være hjemsendt og væk fra min anden familie,” forklarer hun.
Heldigvis er hun tilbage nu, hjemme hos sin håndboldfamilie.
Hjalp denne side dig?