Del siden
 
       

Cathrine og Mette vinder særpris til DM i Entreprenørskab

Nationalmuseet lagde rammerne, Dansk Erhverv bød velkommen, Fonden for Entreprenørskab orkestrerede dagen og de studerende viste et tårnhøjt entreprenørskabs-niveau til DM i Entreprenørskab tirsdag den 4. juni.
Artiklen fortsætter under billedet
2024-06-04
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/cathrine-og-mette-vinder-saerpris-til-dm-i-entreprenoerskab/

Cathrine Brouer og Mette Kruse fra markedsføringsøkonom-uddannelsen, der tidligere har triumferet til de regionale mesterskaber i entreprenørskab med virksomheden Bioverset, viste også entreprenant styrke til DM og vandt i flot stil Tønder Energi- & Miljøfonds særpris og 10.000 kroner.

Danias fokus på entreprenørskab bliver bemærket og anerkendt
De to studerende var nu ikke de eneste repræsentanter fra Dania, som konkurrerede på dagen. Erhvervs-akademi Dania var nemlig på forhånd nomineret i kategorien Årets Entreprenante Uddannelsesinstitution og både Pelle Ivan Olsen og Peter Mosdal Jensen var nomineret til Årets Entreprenante Underviser 2024.

Artiklen fortsætter under billedet Så kan smilene vidst ikke blive meget bedre. Cathrine Brouer, i midten og Mette Kruse i godt selskab med direktøren for Fonden for Entreprenørskab, Christian Vintergaard og en solid check

Selvom både Dania, Pelle og Peter ville være værdige vindere i deres kategorier, blev det i denne omgang ved nomineringen. Det er i sig selv også flot og samtidig et stærkt signal om, at Danias fokus på entreprenørskab bliver bemærket og anerkendt.

Hårdt arbejde har båret frugt
For Cathrine og Mette blev tildelingen af særprisen kulminationen på nogle hektiske dage. Søndag aflevere-de deres hovedopgave og tirsdag morgen stod de på scenen på Nationalmuseet hvor de, som den allerførste gruppe, pitchede deres idé om Bioverset - et online-univers til bevarelse af biodiversitet:


”Lige nu er vi både glade for at have vundet særprisen og rigtig trætte. Vi gjorde alt hvad vi kunne, og det har været et rigtig fedt arrangement. Men konkurrencen har også været hård, så det er en meget stor tilfredsstillelse, at vi vandt en pris”, siger Cathrine Brouer og Mette Kruse og fortsætter:

”Vores idé er lidt mere abstrakt end vores konkurrenters, og det har måske gjort den lidt sværere at forholde sig til. Det ændrer nu ikke på, at hele vores arbejde med Bioverset, har været ekstremt lærerigt. Ikke mindst en dag som i dag, hvor vi får mulighed for at pitche foran et dommerpanel, som tager os dybt seriøst. Derfor har vi også været seriøse og gøre vores bedste, og det har båret frugt med særprisen”.

De studerende skal turde at turde
Det er ikke kun særprisen, Cathrine og Mette tager med sig hjem. De er også uopfordret blevet inviteret til at blive en del af flere netværk. Blandt andet fordi de har vist engagement, og fordi de har turdet at handle på deres idé. Og netop det at få de studerende til ’at turde’ er vigtigt for Rasmus Hall, forsknings- og udviklingschef i Dania:

”Som uddannelsesinstitution har vi en forpligtelse til at klæde de studerende på til at blive en del af arbejdsmarkedet. Og en af de vigtige beklædningsdele handler om at turde at handle på de idéer, man får. Det gælder uanset om man som dimittend ønsker at etablere sig som selvstændig, eller om man vil arbejde indenfor rammerne af en eksisterende virksomhed”, pointerer Rasmus Hall.

Som uddannelsesinstitution har vi en forpligtelse til at klæde de studerende på til at blive en del af arbejdsmarkedet. Og en af de vigtige beklædningsdele handler om at turde at handle på de idéer, man får.

Rasmus Hall, forsknings- og udviklingschef

Vi skal tage ansvar for at udvikle de studerendes tro på egne evner og eget værd, understreger Rasmus Hall, der ligeledes har fokus på, at det er et helt centralt arbejde at give de studerende et entreprenant mindset:

”Det har aldrig været vigtigere, at vi lærer vores studerende at betragte en problemstilling og forholde sig både kritisk og kreativt til den og handle. Men hvis vi vil udvikle de studerendes kreative og kritiske sider, kræver det, at vi også møder dem på den måde i undervisningen. Det stiller krav til os, og det skal det også, for entreprenørskab er dybt forankret i erhvervsakademiernes DNA”.

Sikke en dejlig entreprenant dag det var!

Hjalp denne side dig?