På et eller flere tidspunkter i løbet af deres uddannelse, skal Danias studerende i praktik. Her får de testet deres teoretiske værktøjer af i praksis, og de får en forsmag på, hvad det kræver at begå sig i erhvervslivet. De studerende, som har etableret deres egen virksomhed, har desuden mulighed for at komme i iværksætterpraktik, hvor de kan udvikle virksomheden.
Gensidig hjælpsomhed og udveksling af erfaringer er kendetegnende ved de fleste iværksætter-miljøer. Derfor har det været et eksplicit ønske fra både studerende og undervisere på Dania, at finde nogle rammer til iværksætterpraktikanterne, hvor de kan udvikle sig og få den rigtige sparring. Det kan de på G-Kraft, der netop er et værdibaseret fællesskab og netværk for unge, ambitiøse virksomheder, som bor sammen og åbent deler erfaringer, viden og succeser.
Her er de ikke studerende – her er de selvstændige erhvervsdrivende
Pelle Ivan Olsen, underviser og vejleder for iværksættere på Dania i Silkeborg, er meget begejstret for, at de studerende nu får adgang til G-Krafts faciliteter. G-Kraft rummer nemlig allerede 35 etablerede virksomhe-der, der er tre konsulenter fra Business Silkeborg, som de studerende kan sparre med og de kan få hjælp fra en advokat og en revisor:
”G-Kraft giver de studerende nogle helt unikke rammer. De får gode muligheder for at etablere personlige og faglige netværk, og de kommer væk fra ’det at gå i skole’. Her er de ikke studerende, her er de selvstændige erhvervsdrivende” forklarer Pelle Ivan Olsen og siger videre:
De studerende får gode muligheder for at etablere personlige og faglige netværk, og de kommer væk fra ’det at gå i skole’.
Pelle Ivan Olsen, underviser og vejleder for iværksættere på Dania i Silkeborg
”Det er vigtigt, at vi hjælper iværksætterpraktikanterne med at sætte nogle realistiske forventninger og mål. Og så er det vigtigt, at vi holder dem til ilden. For de er alle sammen meget motiverede til en start, men når de møder modgang – og det gør alle iværksættere – skal de kunne at takle den situation. De skal kunne løse problemer, og de skal bruge deres netværk hos blandt andet G-Kraft i processen”.
De studerende har ild i øjnene, når de er her - de tager i meget høj grad hånd om deres karriere og deres udvikling, og det er rigtig dejligt at opleve de studerende på den måde
Pelle Ivan Olsen, underviser og vejleder for iværksættere på Dania i Silkeborg
De tager hånd om deres egen karriere
Iværksætterpraktikanterne skal aflevere en praktikopgave i forlængelse af deres praktik. Men gennem hele forløbet får de også stillet ugentlige opgaver, hvor de fx skal formulere en aktivitetsplan, skrive en forretningsplan, lave målsætninger og de skal skrive en logbog hver uge. Samtidig skal de vise, at de kan integrere deres teoretiske viden ind i en praktisk kontekst.
”Det er ikke nemt at være iværksætterpraktikant. For der er mange krav, som de skal leve op til og samtidig skal de lave forretning. Men jeg oplever, at de har ild i øjnene, når de er her. De tager i meget høj grad hånd om deres karriere og deres udvikling, og det er en fornøjelse at opleve de studerende på den måde”, understreger Pelle Ivan Olsen.
Selv med ild i øjnene, er det ikke alle iværksættere som lykkes. Men uanset hvad, får de en masse erfaringer med sig. De får et uvurderligt skill set, som de kan bruge både hvis de vil forfølge drømmen om at være selvstændig, eller hvis de ønsker at arbejde entreprenant inden for rammerne af en eksisterende virksomhed.
Jeg har allerede lært en masse om cvr-numre, driftsbudgetter, skat og omsætning. Samtidig har jeg fået en fantastisk opbakning fra de konsulenter, som er her. De er ambitiøse på mine vegne, de hjælper mig, og så er de gode til at forstå, hvilket niveau jeg er på
Melissa Justesen, handelsøkonom-studerende, iværksætter og indehaver af Melissa’s Manicure Studio
Peanutbutter for millioner og negle i alle afskygninger
De Dania-studerende som er tilknyttet G-Kraft, er vidt forskellige steder på deres iværksætter-rejse. Én omsætter allerede peanutbutter for + 1.000.000 kroner årligt. Andre, som 23-årige Melissa Justesen fra finansøkonomuddannelsen, har først lige kastet sig ud i livet som negle-kunstner og teknikker med virksomheden Melissa’s Manicure Studio:
”Det var egentlig ikke iværksættervejen jeg ville følge, men der var forskellige omstændigheder, som spillede ind. Nu er jeg til gengæld lykkelig for, at jeg har startet. Og jeg har allerede lært en masse om cvr-numre, driftsbudgetter, skat og omsætning. Samtidig har jeg fået en fantastisk opbakning fra de konsulenter, som er her. De er ambitiøse på mine vegne, de hjælper mig, og så er de gode til at forstå, hvilket niveau jeg og Melissa’s Manicure Studio er på”, glæder Melissa Justesen sig.
Melissa bruger sit netværk, Facebook Marketplace og forskellige Facebook-grupper i Silkeborg til at skaffe kunder til sin virksomhed Melissa’s Manicure Studio. Og de får et produkt, hvor det kun er fantasien, der sætter grænser. For Melissa er i sit es, når hun jonglerer med negle i alle former, lak, gel, pensler og alle tænkelige (og utænkelige) accessoires.