Fem fremragende finalister fra Erhvervsakademi Dania imponerede dommerpanelet, der bestod af: Chefredaktør, Axel Præstmark, Micki Cheng, Bagedystvinder og tidligere Dania-studerende, Amalie Tandrup Poulsen, sidste års vinder, Anders Graae Rasmussen, rektor samt Niels Søndergård, marketings-og kommunikationschef.
Opgaven var svær!

Praktik-ansvarlig gik i fødsel før finale
En stærk fortælling fra Danica Luna Dideriksen om at komme til Danmark fra Filippinerne og blive en del af et uddannelsesmiljø og få en god praktikplads vandt dommernes hjerter. Og det var da også lige før, at der var en dramatisk fortælling på vej.
Den praktikansvarlig, Karina Nør, var nemlig højgravid, og hun var på vej i bilen til Årets Dania Praktik finale, da hun pludseligt gik i fødsel. Hun nåede dermed ikke at opleve Danicas fremragende præstation.
Så blomsterne som Danica Luna Dideriksen fik ved prisoverrækkelsen finder fluks vej til fødeafdelingen.
Vinder er rørt og beæret
” Jeg er rørt over at vinde denne pris. Det er en stor ære for mig, at Fritid-og Kultur i Skive Kommune er vinder, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at gøre det lige så godt til landsfinalen”, lyder det fra en rørt, men storsmilende vinder.
Hun har været glad for sin praktiktid, hvor hun har fået tildelt meget ansvar og er blevet inddraget som et ligeværdigt medlem af teamet.
”Jeg er blevet udfordret, inddraget og lyttet til i Kultur og Fritid. Det har haft en stor værdi for mig at lære indefra, hvad det vil sige at arbejde i en ambitiøs kommune som Skive. Jeg er blevet udviklet på alle fronter både fagligt og personligt, og jeg har fået stor opbakning og støtte fra alle”, siger Danica Luna Dideriksen.
Hun er i gang med at færdiggøre den internationale top-up-bacheloruddannelse International Hospitality Management på Erhvervsakademi Dania i Randers, der er en overbygning til serviceøkonom-uddannelsen, som hun har læst hos Dania i Skive.