Del siden
 
       

Diplom-uddannelse i software-udvikling kommer tættere på kunderne

Udvikler i virksomheden Norlys, Nadia Lykkegaard Guldfeldt, ser frem til at efteruddannelsen i softwareudvikling i Silkeborg går i gang. Hun vil gerne lære nyt og udbygge sin faglige viden, og det er muligt, når uddannelsen fleksibelt kan kombineres med arbejde og familie
Artiklen fortsætter under billedet kontormedarbejder ved sit travle skrivebord
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/diplomuddannelse-i-softwareudvikling-kommer-taettere-paa-kunderne/

Et af Erhvervsakademi Danias tilbud om efteruddannelse – Diplomuddannelsen i softwareudvikling – har i forårssemesteret 2022 studieaktiviteter i Silkeborg.

På den måde kommer uddannelsen tættere på en række relevante virksomheder, der kan bruge det til at videreudvikle deres medarbejdere. Fokus er på, at uddannelsen fleksibelt kan kombineres med både job og familie. Derfor er den blandt andet tilrettelagt med hele studiedage frem for halve.

Det tiltaler Nadia Lykkegård Guldfeldt, der begynder på uddannelsen til marts. Hun er uddannet datamatiker fra Dania i 2020 og har siden da arbejdet som udvikler i virksomheden Nordlys. Hun er oprindelig dyrepasser, men besluttede sig i 2015 for et karriereskift.

Artiklen fortsætter under billedet Nadia Lykkegaard Guldfeldt starter snart på diplom i sikkerhed hos Erhvervsakademi Dania i Silkeborg Nadia Lykkegaard Guldfeldt glæder sig til at starte på diplomuddannelsen i sikkerhed

”Jeg kan rigtig godt lide dyr og jobbet som dyrepasser, men det er et krævende arbejde, som ikke passer så godt til en familie med små børn. Derfor valgte jeg at skifte karriere og uddanne mig til datamatiker. Skiftet fra dyrepasser til datamatiker skyldes, at jeg udover dyr altid også har interesseret mig for computere,” forklarer Nadia Lykkegård Guldfeldt, der i dag er uddannet datamatiker, 35 år og mor til to på fem og tre år.

Løft af teori og faglig viden

Datamatiker-uddannelse på var en god begyndelse på hendes karriereskift, som hun lykkedes med trods aldrig før at have kodet i sit liv.

”I dag er jeg et sted i livet, hvor der er overskud til at bygge ovenpå med mere viden og mere teori. Det glæder jeg mig til, da det betyder meget for mig, at jeg kan udvikle mig og lære nyt. Diplomuddannelsen er derfor både et naturligt og nødvendigt skridt i min professionelle udvikling,” siger Lykkegård Guldfeldt.

Planen er at læse et fag ad gangen, så jeg ender med den fulde Diplomuddannelse i softwareudvikling, men på en måde, så jeg også kan passe mit arbejde og har tid til familien

Nadia Lykkegaard Guldfeldt, udvikler

Hun begynder den 23. marts på diplomfaget Sikkerhed. En af de ting, Nadia Lykkegård Guldfeldt ser frem til, er at tage ny viden med hjem til teamet hos Norlys.

”Vi har en god rutine i Norlys med at præsentere hinanden for nye ideer, inspiration og faglige input, så jeg ser frem til ret hurtigt at dele ny viden fra uddannelsen med mine kolleger i teamet. Derudover passer det mig fint, at uddannelsen er tilrettelagt, så semesteret består af syv hele undervisningsdage frem for 15 halve, da det er svært at bruge resten af de halve dage til arbejde eller andet,” smiler hun.

Et skridt på uddannelsesrejsen

For datamatikeren er diplomfaget Sikkerhed kun første – eller i virkeligheden næste - skridt på en uddannelsesrejse, der begyndte i barndomsbyen Fredericia med en HF og en overbygning til en ingeniøruddannelse.

”Planen er at læse et fag ad gangen, så jeg ender med den fulde Diplomuddannelse i softwareudvikling, men på en måde, så jeg også kan passe mit arbejde og har tid til familien etc. Og kan det lade sig gøre, vil jeg da ikke afvise at læse videre på et masterniveau. Det er jo en af de ting, en diplomuddannelse også giver adgang til,” medgiver hun.

Nadia Lykkegård Guldfeldts ambitioner med uddannelse er overordnet at blive bedre til jobbet hos Norlys, hvor hun i øjeblikket arbejder med netværksprovisionering og udviklingen af systemerne hertil.

Og dyrene? Dem er der stadig plads til i fritiden, da familien har et hobbyopdræt med hunde af racen Welsh Corgi Cardigan.

 

Diplomuddannelse i softwareudvikling

Diplomuddannelsen i softwareudvikling er en deltidsuddannelse, der henvender sig til folk, der som Nadia arbejder inden for området og har et par års relevant erhvervserfaring. Typisk vil det være personer med en videregående uddannelse som fx datamatiker, bachelor-, kandidat- eller ingeniøruddannelse inden for området.

En diplomuddannelse er på niveau med en bacheloruddannelse, men med den afgørende forskel, at uddannelsen er tilrettelagt så fleksibelt i et mix af undervisningsdage, selvstudie, webinar og praktiske cases, så du kan være studerende på deltid, samtidig med at du passer dit job. Alle moduler afsluttes med eksamen, så du kan også vælge at læse enkelte moduler for at opkvalificere dig inden for specifikke områder og så stykke en fuld diplomuddannelse sammen over længere tid.

Der kan være flere grunde til at vælge uddannelsen, men grundlæggende henvender den sig til personer, der har brug for den nyeste viden inden for design og konstruktion af store, datatunge, distribuerede it-systemer. Det kan fx være ingeniøren, der mangler teori om programmering og software, eller det kan være en uddannet datamatiker, som har brug for et bachelorniveau fx til at kvalificere sig til at en masteruddannelse. 

Se mere om Diplomuddannelsen i Softwareudvikling

Dania tilbyder også designede diplomforløb i softwareudvikling for en virksomhed eller gruppe af virksomheder. Hør mere om dette hos Dania Erhverv

Hjalp denne side dig?